På vej mod fast arbejde

Nørresundby 1. april 2003 08:00

HJALLERUP: Erfaringer fra indvandrerområdet skal nu hjælpe ledige i Dronninglund Kommune med at få job. Det er i hvert fald intentionen hos AOF i Hjallerup. Kursisterne skal gennem forløbet tilknyttes en arbejdsplads, hvor de skal være i praktik i 40 uger. NORDJYSKE vil med jævne mellemrum følge to af de arbejdsløse i deres søgen efter et fast arbejde. 21-årige Louise Bakman flyttede for fem år siden til Agersted fra Støvring. I den forbindelse sagde hun farvel til sit job, og siden er det ikke lykkedes hende at finde et fast arbejde. Det er en situation, som hun bestemt ikke bryder sig om. - Jeg er træt af at ligge i en grå skuffe på kommunekontoret. Jeg vil gerne have et arbejde, så jeg kan komme ud af det kommunale system, fortæller hun. Louise Bakman har gennem AOF fået praktikplads hos Jarnes A/S, som laver etuier og æsker. - Det er noget helt andet end de andre kurser, som jeg har været på tidligere. Her er der virkelig en mulighed for fast arbejde, og det er derfor, at jeg sidder her. Hun håber på en fast ansættelse, efter at praktikken er overstået, og hvis det lykkes, er næste målsætning også klar. - Jeg vil gerne være pædagog, men jeg har ikke råd til at læse endnu. Hvis jeg får et fast arbejde, så vil jeg lægge penge til side, så jeg får råd til at uddanne mig, siger Louise Bakman. Kenn Nielsen er 31 år, og han blev for nylig fyret fra et lager- og chaufførjob, som han har haft i de seneste ni år. Han havde ikke meldt sig ind i en fagforening, og derfor må han nu modtage kontanthjælp. - Jeg har været ledig i en måned nu, men jeg vil gerne i gang så hurtigt som muligt, siger han. Kenn Nielsen har allerede mærket, hvordan hans situation som arbejdsløs bevirker, at han bliver ringeagtet ved jobsamtaler. Han håber dog, at det vil ændre sig, når han først er startet hos Jem & Fix i Nørresundby. - Det er dejligt, at man får foden indenfor, og jeg er blevet godt modtaget, fortæller Kenn Nielsen, som allerede har fået et permanent job stillet i udsigt, hvis praktikperioden går godt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...