Børnepasning

På vej mod friheden

Da Gud skabte Adam, tog han af agerjordens muld og pustede sin varme ånde ind i leret, så Adam blev til. "gjort kun lidt ringere end Gud / med herlighed og ære har du kronet det", tilføjer Salmister i Det gamle Testamente faktisk (Sl. 8, 6).

Så hvis man synes, nogle stadig har jord i hovedet, kan det godt være sandt. Så længe Adam sammen med Eva alene færdes i Guds skønne have, var de ligesom et lille barn inde i en slags livmoder. Som et ufødt barn var de direkte forbundet med både Gud og den skønne have, hvori de uden problemer af nogen art kunne færdes trygt og godt. Man kunne næsten fristes til at sige: også uden at tænke. Tænke sig om! Mellem os mennesker og vores børn er det også sådan, at barnet i moders mave ikke behøver hverken tænke eller tænke sig om. Barnet i mors mave et ét med den krop, som det vokser op inden i. Derfor skal mor også tænke sig om. For hun skal tænke både for sig selv og for barnet. Men hvor kommer farmand så ind i billedet? Jo, han skal naturligvis tænke på sin hustru. Ikke alene ved at bære rundt på en sympatipude på maven, men ved at støtte og hjælpe moren til hans barn. Og så er det ydermere de fleste steder også farmand, der har den meget betydningsfulde opgave at klippe navnesnoren over. Egentlig burde det gå i slowmotion og under stemningsfuld akkompagnement af et større symfoniorkester. For dér begynder det nye menneskeliv sin farefulde færd ud i livet på egen hånd. Barnet bliver adskilt fra moren, men kan stadig ikke klare sig selv. Barnet er stadig fuldkommen afhængig af mor og far. Så at give det nye spædbarn den fulde frihed, ville være det samme som at dømme det til den visse død. For barnet er der på denne facon næsten tale om, ligesom Adam og Eva, at blive drevet ud af Edens skønne og trygge have. Men også kun næsten. For de fleste fædre og mødre sørger kærligt og omsorgsfuldt for, at det nye menneskeliv langsomt vænner sig til den nye frihed. Det kunne man sådan set godt kalde for opdragelse. Opdragelse er dybest set at indøve det nye menneskeliv i at færdes på egen hånd, uden fars og mors betryggende stødpuder. På et tidspunkt skal barnet flytte hjemmefra. Ikke bare fysisk, men åndeligt. Det er i dén forbindelse tankevækkende, at mens børn i det gamle samfund, hvor far var den dominerende og stærkeste - i dét gamle fadersamfund led børnene som unge og voksne mange gange af de problemer, som kommer af at blive sat i skyggen af en streng, autoritær far. Så forholder det sig anderledes i dag, hvor børn stort set vokser op blandt mødre alle steder og med meget ringe kontakt til deres fædre eller mænd i det hele taget. Der opstår med andre ord problemer med moderbindinger. Og da fædre, som antydet, er forbløffende fraværende i dag, er den traditionelt faderlige opgave med at klippe både den faktiske og symbolske navlesnor over blevet hjemløs. Og de professionelle mødre i alt fra vuggestue, børnehave, folkeskole, skolefritidsordning til gymnasium og videregående uddannelse risikerer derfor at skulle trække rundt med "børnene" i navlesnoren. Fordi de aldrig fik lært at "flytte hjemmefra" og klare sig selv. Som Gud af kærlighed gav mennesket friheden til selv at vælge, på samme måde bør en far og en mor af kærlighed til deres barn give det friheden og ansvaret til at kunne klare sig selv. Uafhængigt af far og mor. Vores børn har vi kun til låns. Men i måden, hvorpå vi som forældre i kærlighed giver dem frihed, ansvar og nærvær lægger vi tilmed indirekte kimen til den kærlighed, hvormed vores børn, når de er blevet voksne og selvstændige, aktivt viser deres kærlighed til os. At de vil kendes ved os. Men sidder man ensomt tilbage som far og mor, når børnene er flyttet hjemmefra, kan det ofte være fars og mors egen skyld. Fordi de ikke kendte deres besøgelsestid, mens tid var. Og det gælder for barndommen, som det gælder for menneskelivet: der findes ingen genudsendelser. Ingen reprise! Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999.