Hestesport

På vej mod nyt ridecenter i topklasse

Rideklubben i Hjallerup er efter årelange forhåbninger tæt på at få drøm opfyldt

HJALLERUP:- Jeg tør godt sige, at det bliver et af de bedste ridecentre i Nordjylland. Sådan lød det glade budskab fra formanden for Hjallerup Rideklub Vrinsk, Erik Bæk, da der i fredags var inviteret til første spadestik i forbindelse med etableringen af rideklubbens nye ridecenter på Tryvej 13 i Hjallerup. Rideklubben får med det nye ridecenter en længe næret drøm opfyldt, for allerede for syv-otte år siden begyndte rideklubben at mærke, hvordan Hjallerup by voksede sig større og dermed tættere på rideklubben, hvis udearealer efterhånden blev mindre og mindre. Selv om lysten til at flytte derfor hurtigt voksede sig stor, måtte Erik Bæk & Co. i rideklubben ruste sig med tålmodighed, idet de også skulle have Hjallerup Samvirke med som sparringspartner - som dem, der købte det jord, hvor rideklubben skulle have til huse på som lejere. Da Hjallerup Samvirke omsider slog til, var rideklubben til gengæld klar med tegningerne - og en barsk konstatering af, at priserne i de forløbne år var steget så meget, at den oprindelige anlægspris på 2,5 mio. kr. nu er vokset til tankevækkende 5,9 mio. kr. Af dem har rideklubben selv indsamlet tre mio. kr. - godt hjulpet på vej af et kærkomment støttebeløb på en mio. kr. fra Hjallerup Samvirke, og resten klarer rideklubben via et kreditforeningslån, hvor Dronninglund Kommune også har hjulpet ved at stille en kommunegaranti på 1,3 mio. kr. i forhold til kreditforeningslånet. Der bliver med det nye ridecenter tale om et anlæg, hvor der kommer 5200 kvadratmeter under tag. Det sker med to ridehaller med tilhørende velfærdsrum, en stald med 66 hestebokse, en gæstestald med 18 hestebokse samt en halmlade, der kan rumme årets forbrug af halm. Udenfor bliver der anlagt to dressurbaner og en springbane, ligesom der bliver græsfolde på 15 tønder land. Til sammenligtning har rideklubben i det gamle ridecenter i Algade haft et ridehalsareal, der svarer til kun én af de to nye haller, mens antallet af hestebokse kun har været på 31 - med ventelister til følge - mens de på udearealerne har måttet slå sig til tåls med en ikke tip-top springbane, to jordbaner til dressur og beskedne fem-seks tønder land til græsning. - Det bliver derfor noget helt andet, vi nu får, siger en begejstret Erik Bæk, der forventer, at det nye ridecenter står færdigt og klar til brug i løbet af november - og at de mange nye hestebokse vil være fuldt belagt inden for et års tid.