På vej mod stjernerne

Aalborg 1. marts 2003 07:00

KONCERT "Catbird" Allerede fra de blå spots kaster deres første lys udover musikerne, og tonerne fra keyboardet begynder at flyde, er vi klar over, at dette er starten på en rejse ind i et andet univers. Drømmenes univers. Så tænder den røde spot. Og Billie Koppel gør sin éntre. Hun ser ikke ud af meget, som hun tripper ind på scenen i rød lårkort kjole, sorte netstrømper og let touperet hår. Lille og lidt skrøbelig. Men så åbner hun munden. Og pludselig er hun ikke helt så lille mere. Med gennemtrængende og følsom stemme leger hun med Nicolai Lands tunge basgang og bevæger sig vuggende gennem nummeret "I'm so cool". Så bryder Frank Hasselstrøms trækbasun igennem og sætter nummeret "Hide-out" igang. Og var der en lille smule premiere-nervøsitet at spore, er den forsvundet, da bandet giver deres første store hit "Mama". Med en iørefaldende og swingende melodi, der har været voldspillet på radioens P3 og for alvor får gang i den halvfyldte sal på Studenterhuset. Musikken er drømmende med et underliggende og legende soul beat. Og med elementer fra både triphop, pop, reggae og R&B formår Catbird at skabe deres helt eget univers. Et univers der drejer rundt om Billie Koppels enestående vokal. Når hun synger, er hun i en anden verden. Hun bukker sig fremover som for at presse tonerne ud. Og ud kommer de med en kraft, der i ét øjeblik kan være næsten skrigende og i et andet så inderlig, at man næsten kan mærke den. Men ligeså snart musikken forstummer, er frontfiguren som forvandlet. Pludselig er stemmen, der takker publikum, lille og spag og kvinden en genert lille pige, der skynder sig at introducere det næste nummer. Anders Pedersens trommestikker pisker afsted til numre som "Leave me now" og det andet store hit "You bring her down". Flemming Nilssons strithår svajer i takt, når han giver den på percussion og pads. Frank Hasselstrøm styrer keyboard, guitar, Würlitzer og trækbasun med stor autoritet. Og lydbilledet fuldendes af de to korpiger Aisha Thorsen på akustisk guitar og Amina Carsce på keyboard, hvis stemmer smyger sig smukt om Billie Koppels vokal. Hele bandet medvirker til at fuldende udtrykket, men musikken bliver aldrig til andet end kulisser, landskaber af lyd hvor stemmen i centrum kan boltre sig frit. Og det er ikke kun det, der kommer ud af munden, der afslører, at Billie Koppel er datter af Annisette fra Savage Rose. Også de vuggende bevægelser og de store brune øjne fortæller os, at talentet ikke kommer fra fremmede. Men sangerinden er ikke bare en kopi af sit mødrende ophav. Med Catbird har hun fundet sit eget udtryk i et skævt popunivers, der giver plads til så stor en stemme. En stemme der kan det hele til perfektion. Og ikke på noget tidspunkt famler usikkert eller rammer tonen skævt. Og måske netop dette er en af grundene til, at koncerten aldrig hævede sig op i de allerøverste luftlag på Studenterhuset torsdag aften. At hårene ikke rejse sig på kroppen. For nok var det skøn, melodisk musik med en fantastisk vokal. Men det var uden dét der ekstra, der ikke helt kan forklares. En anden grund kunne være det noget begrænsede publikum. For det giver trods alt en andens stemning og energi, når et lokale er mere end halvt fyldt. Og de musikelskende aalborgensere, der havde valgt at blive hjemme snød sig selv for en chance for at høre et band på vej op. På vej helt mod toppen. Op mod stjernerne i et skævt, forunderligt og drømmende univers. Maj Bjerring Sørensenmaj.bjerring.soerensen@nordjyske.dk Catbird,Studenterhuset, torsdag aften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...