På vej mod ét parti?

Hjallerup Marked er et årligt tilbagevendende festligt indslag, hvor der krejles om alt fra heste til politik. Min forlovede og jeg elsker at komme på den slags brogede forsamlinger og er trofaste besøgende år efter år. Med min interesse for politik bliver disse stader naturligvis også besøgt, for man tager jo ikke skade af at høre andres meninger. På dette marked var et nyt indslag "De Uafhængiges" stand, hvorfra man samlede underskrifter til opstilling ved det næste folketingsvalg. Til stede var naturligvis partiets politiske leder, vognmand Chr. Jensen, og at partiet favner bredt, bevises af at FRP-Aalborg og FRP-Hjørrings formand, Ernst Simonsen, også var på besøg til kaffemik og politisk argumentation. Mon man her øjner en ny politisk alliance, eller er FRP og De Uafhængige ved at løbe sammen til ét? Det må da være ret så interessant for vælgerne at vide før det næste valg, og også for dem, som skal skrive under på vælgererklæringer for Fremskridtspartiet eller for De Uafhængige. Michael Madsen Hasserisgade 2, Aalborg