På vej mod topform

Claus Smidstrup
 
Foto: Per Kolind
Det gælder om at se sine fremskridt i forhold til den situation, man er havnet i, og ikke sammenligne med, da man var på toppen. Sådan siger Jes Høgh i dag efter han i januar fik en blodprop i hjernen.
Fodbold 11. marts 2007 05:00

Jes Høgh på vej mod topformen. De ord betyder i dag noget andet, end da den nu 40-årige aalborgenser spillede fodbold for Chang, AaB, Brøndby, Fenerbahce, Chelsea og det danske landshold. Fredag 12. januar blev Jes Høgh nemlig ramt af en blodprop i hjernen. En blodprop, som han måske kun overlevede, fordi han på grund af heldige omstændigheder hurtigt kom i behandling. Men han fik den blodpropopløsende medicin Trombolyse så hurtigt, at han i dag gør fremskridt i et tempo, der imponerer alle hans omgivelser. - Det er et mirakel, at jeg har det, som jeg har det, siger Jes Høgh og tilføjer med et lille smil: - Men det er lidt hårdt, at alle siger, at det går hurtigt fremad for mig, når jeg selv synes, det går langsomt. Men selv om der er lang vej endnu, før Jes Høgh rammer topformen, så er han godt på vej. Udgangspunktet var, at han knap kunne tale og var ramt af lammelser i højre del af kroppen, sådan han hverken kunne bruge arm eller ben eller i øvrigt kontrollere sin højre side. I dag taler han. Det går langsommere, end han tænker, fortæller han. Men han kan sige, hvad han vil sige - og han fortæller velovervejet om sin situation. Det går rigtig godt med hans ben, men han stikker lidt undskyldende en sidevendt venstrehånd frem, når han siger goddag. - Jeg er sikker på, at inden for et halvt år, så er mit ben og mit sprog 100 procent og min arm 80 procent. Og de sidste 20 procent æder jeg stille og roligt hen ad vejen, siger Jes Høgh, der til dagligt træner på Neurorehabiliteringscentret i Brønderslev, og må nøjes med at være hjemme hos hustruen Kamilla og deres to små drenge i weekenden. Ingen hjerneskade Inden han kom hjem denne gang har Jes været igennem nye prøver, og det er nu slået fast, at han ikke har taget skade mentalt. - Jes er meget optaget af det fysiske, men jeg er glad for, at jeg har fået den mand tilbage, som jeg har giftet mig med, siger Kamilla Høgh med et smil så stort som parrets nye hus, der skulle have været rammen om et liv med tid og råd til det, de gerne ville. For eksempel golf, heste og rejser. Det var frugten af Jes Høghs fantastiske karriere på fodboldbaner i Danmark, Tyrkiet, England og rundt omkring, hvor internationale kampe for hans klubber og for landsholdet har ført ham til. Og så - bom - styrter tilværelsen i grus i et hotelværelse i København, og huset i Hasseris bliver i stedet rammen om Jes’ fravær og velmente buketter, der minder Kamilla om, at hendes mand er syg. Alle var bestyrtede over, at en slank og veltrænet mand som Jes Høgh blev offer for en blodprop. Undersøgelser fortæller ikke hvorfor, men det kan være et arveligt betinget højt kolesterolindhold i hans blod. Vennerne fik travlt med at komme til lægen, og for i hvert fald én af dem, fortæller Kamilla, var det på høje tide. Efter blodproppen, der ramte Jes en aften, han var taget til København for at kommentere fodbold i fjernsynet, blev han indlagt på Bispebjerg Hospital. Efter nogle dage vurderede lægerne, at det var forsvarligt at flytte ham til Aalborg. Knap to uger efter blodproppen begyndte så genoptræningen i Brønderslev. Hård træning Jes ankom i kørestol til den træningslejr, der er hårdere end noget, han har oplevet som fodboldspiller. Mest fordi, den kræver så meget tålmodighed af ham, og at han må bøje sig med den træthed, der er én af følgerne af en blodprop. Men det er også tidligt op og i gang med træningen, der med spise- og sovepauser undervejs fortsætter hele dagen. Han cykler, styrketræner, træner med ergo- og fysioterapeuter samtidig med, at der bliver taget hånd om de psykiske problemer, der uvægerligt følger efter chokket over i den grad at være blevet sendt til tælling. Til talepædagog skal han også. Alt hvad der før var naturligt, skal læres igen. Og han vil lære det igen. Kamilla peger på, at det er Jes’ vilje, der har gjort, at han kommer sig så hurtigt. Jes nikker, men mener også, at det spiller ind, at han – hvis fodboldspil efterhånden foregik på oldboyslandsholdet – er yngstemand på genoptræningscentret. - Mere end 80 procent af dem, der får en blodprop i hjernen, er over 60 år, og mange af de andre er i nærheden af 60, siger han. Og selvfølgelig spiller det også ind, at han i sin karriere har været vant til at træne, men måden er alligevel hel anderledes. Det irriterer Jes, at hans fremskridt ikke bare afhænger af, at han træner hårdere, og noget af dét, han har skullet lære sig selv, er at være tålmodig. Han løfter sig gode arm. Bøjer den. Spreder fingrene ud med håndfladen indad. Drejer i armen, så håndfladen vender fremad. - Det skal jeg gøre masser af gange med den anden arm. Bagefter skal der så bygges muskler på. Det tager masser af tid, siger Jes Høgh, der er fast besluttet på at bruge den tid, der skal til – og som med en lille grimasse – konstaterer, at han har muligheden for det. - Jeg skal jo ikke tilbage til et arbejde, siger han. Nærmest undskyldende over for de medpatienter, der er økonomisk afhængige af at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Samtidig håber han meget på at kunne genoptage sit job som fodboldekspert for Canal+. Jes Høgh forklarer, at det også har stor betydning, hvor blodproppen ramte, både for genoptræningsmulighederne og for hvordan man tager skade. Kamilla blander sig. De er kommet til at vide noget om blodpropper i familien Høgh. Jes holder på sit. Stille og smilende, men med den stædighed, der er så vigtig for ham nu. Noget andet, han har lært sig, er at glæde sig over sine fremskridt i forhold til dér, hvor han var efter blodproppen. - Det er vigtigt ikke at kikke derop, hvor det man var, men at se fremskridtene i forhold til dernede, man kom, siger han - vist også for at minde sig selv om det. Mange rammes af depressioner, når de har været igennem, hvad Jes Høgh har. Selv får han antidepressiv medicin, så han bedre kan koncentrere sig om at træne og om at gøre fremskridt. - Det er vigtigt, at Jes ikke kommer ned i et dybt hul, mener Kamilla, der læser, hvad hun kan komme i nærheden af, om blodpropper, følgevirkninger og behandlinger. Hun har ført dagbog siden blodproppen, så Jes kan læse sig til, hvilke fremskridt, han gør, hvis – eller når – han bare synes, at det går for langsomt. For børnenes skyld Men der også andre milepæle; venner, der har set ham med for eksempel 14 dages mellemrum, og som er forbløffede over forskellen fra sidst, og weekenderne, hvor det bliver tydeligt, at han kunne mere end weekenden før. Jes ser det også selv, men han er alligevel lidt træt af, at han ikke kan deltage i det praktiske og at han skal op at hvile, men stemningen er alligevel en hel anden, end den har været. Han har fået mere og mere overskud til drengene, der selvfølgelig er glade over at have fået deres far igen, og som bare glæder sig til, at han kommer hjem i weekenden. De første uger var de noget trykkede af situationen, selv om mor har gjort, hvad hun kunne. - Du er jo nødt til at holde dig oppe for børnenes skyld, siger Kamilla Høgh, der dårligt har haft tid til at finde sig selv i vrimlen af forpligtelser, hensyn, praktiske gøremål, samtaler, snakke samt med at håndtere både velmente og mere nysgerrige henvendelser. Målet er 100 procent Jes får også mange opringninger, og håber på forståelse for, at han bare lader telefonen ringe, og nøjes med at sende en sms tilbage. Træningen har første prioritet lige nu. - Målet er 100 procent. Det ér det. Men jeg har ikke noget at skulle bruge de sidste 10 procent til. Hvis jeg kan komme til at løbe uden at spurte, så er det fint for mig, men jeg vil stadigvæk søge de 100 procent, siger han. - Det er vigtigt, at Jes kommer ud på golfbanen igen, siger hustruen, der synes, at behandlingscentret – som hun i øvrigt er fantastisk begejstret for – skal tage Jes med ud i terrænet, så han kan få fornemmelse af græs under fødderne. Jes Høgh smiler og nikker. Der er bare et stykke arbejde, der skal gøres først.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...