Film

På vej mod vores egen undergang?

Dommedag! De fleste mennesker forbinder denne dag med gru. I det omfang de overhovedet tager den alvorligt.

At den kan gøres til genstand for regulær underholdning véd vi fra de utallige, næsten alle amerikanske biograffilm, der i effektfuldhed og special effects bestemt ikke står tilbage for det scenarium, som Jesus udmaler i sit evangelium: ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.” Man ser det for sig – ikke fra en film, men fra virkelighedens verden: en kæmpemæssig tsunami, der vælter ind over store kystområder og slider og flår alt væk på sin nådesløse vej og efterlader et tavst månelandskab af ødelæggelse og død. Eller en markedsplads i Iraks hovedstad Bagdad, der først summer af liv og geschæftighed, men med ét forvandler sig til et inferno af død og lemlæstelse, af skrig og angst, af fortvivlelse og desperation, fordi en islamist, sat i brand af en hadefuld himmelsk magthaver, sprænger både sig selv og andre i stumper og stykker. I hans eget forstyrrede verdensbillede trækker han dermed sig selv op i himlen, mens alle andre døde trækkes ned i helvede. Og måske er vi som civilisation selv så småt ved at skabe forudsætningerne for vores egen bratte og dramatiske undergang. Den globale opvarmning som følge af et helt umådeholdent menneskeligt forbrug af fossile brændstoffer er en kendsgerning. Om blot ti år har det enorme land Kina overhalet USA som verdens største udleder af co2. Det er da klart: kinesere vil også have køleskab, bil, charterferier, sommerhus, friske råvarer og julegaver, ligesom vi også vil og har villet meget længe. Globaliseringen betyder bl.a. en effektiv og hidtil uset udbredelse af vestlig livsstil og kultur. Og vestlig livsstil og kultur er gået hen og blevet ren og skær forbrugerisme og materialisme. I Søren Kierkegaards berømte værk ”Enten-Eller” fra 1843 skriver Victor Eremita i sine indledningsvise Diapsalmata: ”Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Witz.” (SV. 2, s. 33). Dommedag i evangelisk forstand er ensbetydende med, at livet har sin egen alvor. At alt ikke blot kan tildeles vores sædvanlige overbærenhed og bagatellisering. Vi kan ikke bare gøre os til tilskuere til alting. I livet for og med hinanden og naturen, Guds skaberværk, er der alt for meget på spil. Og vi spiller med. Gud tiltænkte os mennesker en hovedrolle i forvaltningen af hans vidunderlige skaberværk og i ansvar over for vores medskabninger. Mennesket var Guds krone på hans storslåede skaberværk, hvilket giver os et enormt privilegium, men også en et lige så enormt ansvar. Dommedag i evangelisk forstand er ensbetydende med, at menneskelige handlinger har konsekvenser, at mennesket er en synder – ikke bare sådan en lille bitte smule, men gennem marv og ben. Vi står i synd til langt op over hovedet. Menneskets handlingsliv har sin egen ubarmhjertige lovmæssighed, som mystisk grunder i det uudgrundelige opgør mod Gud og uddrivelsen fra Edens have. Mennesket har oprøret i sig. Ondskab er ikke først noget, vi skal finde ude i den store grusomme verden. Ondskab finder vi hos os selv. [ Henrik Bang-Møller, Skagavej 97, Skagen, er sognepræst og cand. theol.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst