Overenskomster

På vej mod Wild West arbejdsmarked

Canadisk professor forudser amerikanske tilstande brede sig til Danmark

Man­fred Bienefeld: Neo­li­be­ra­lis­men har gået sin sejrs­gang si­den Rea­gan/That­cher-æra­en i 1980erne, og selv om Dan­mark suc­ces­fuldt har sat sig til mod­vær­ge i lang tid, er der også tegn på, at mo­del­len vin­der frem her. 
FOTO: HANS CHRI­STI­AN JACOBSEN

Man­fred Bienefeld: Neo­li­be­ra­lis­men har gået sin sejrs­gang si­den Rea­gan/That­cher-æra­en i 1980erne, og selv om Dan­mark suc­ces­fuldt har sat sig til mod­vær­ge i lang tid, er der også tegn på, at mo­del­len vin­der frem her. FOTO: HANS CHRI­STI­AN JACOBSEN

AALBORG:”The men in orange”. De orangeklædte mænd. Det kunne lyde som en popgruppe, men det er navnet på en arbejdsstyrke fra fængsler i staten Louisiana, USA. Og deres tilstedeværelse betyder mere og mere for løn- og arbejdsforhold på det ordinære arbejdsmarked. Måske virker den slags oplysninger lidt uvedkommende i en artikel om fremtidens arbejdsmarked her i landet, men en canadisk gæsteprofessor ved Aalborg Universitet, Manfred Bienefeld fra universitetet i Ottowa, er overbevist om, at tendensen vil brede sig til Danmark, - I øjeblikket virker det måske helt usandsynligt, men historisk set har Europa jo haft en tendens til at overtage amerikanske modeller. Og selv om Danmark nok er det land, der i størst grad har været i stand til at fastholde sit eget udviklingsmønster, kan man nok med den nuværende regering forestille sig en betydelig afsmitning, påpeger Manfred Bienefeld. Den helt afgørende forskel, når det gælder arbejdskraften fra fængselscellerne, er dog, at langt de fleste fængsler i USA efterhånden er privatiserede og fremstår som regulære virksomheder. Altså firmaer med indsatte i rollen som ansatte. Tre millioner fanger - Og så er antallet af fanger i amerikanske fængsler i løbet af få år steget fra to til tre millioner, hvorved de udgør en meget betydelig faktor. Dertil kommer så, at deres løn- og arbejdsforhold er så afgørende anderledes, at de fremstår som den rene dumping, forklarer Manfred Bienefeld. Som de fleste sikkert husker fra film, har fanger - netop klædt i orange kedeldragter - til alle tider udført arbejde uden for fængslet, typisk ved anlæg af veje og andre offentlige projekter. Ofte lænket sammen i grupper og altid overvåget af fængselspersonale med skarpladte våben. Men i dag sættes fangerne ind i alle former for job, og nu ofte uden den karakteristiske fangedragt. En løbende normalisering i stil med vores samfundstjeneste blot med et privatejet fængsel som ”udlejer”. Nogle gange udfører de opgaver helt gratis - nærmest som en slags markedsføring over for nye kunder, og under alle omstændigheder kommer deres lønninger aldrig i nærheden af dem, der gælder på det øvrige arbejdsmarked. Ligesom arbejdstid og miljøregler ikke vejer helt så tungt i den sektor. Og de er naturligvis heller ikke omfattet af fagforeninger. - Men samtidig er fangerne på arbejdsmarkedet kun et af mange udtryk for, at fagbevægelsens styrke løbende undermineres. Der er mange andre udviklingstræk, der peger i samme retning, eksempelvis freelance/vikar-ansættelse, som også har holdt sit indtog i Danmark. Altså job, hvor du ikke har et fast tilhørsforhold til en arbejdsgiver, hvilket måske indebærer en række forringelser - måske ingen pension, eller overarbejde uden ekstra betaling, fremhæver den canadiske professor. Fagforeninger pressede Han vurderer, at især udviklingen i Tyskland, hvorfra han selv udvandrede med sine forældre lige efter 2. verdenskrig, har vist, at der ikke skal så meget til at få selv en stærk fagbevægelse til at vakle. - Vi har jo set det i takt med, at amerikanske selskaber har overtaget dele af den tyske bilindustri, hvor man traditionelt ellers har kunnet opleve de mest bevidste og stærkeste fagforeninger, blandt andet IG Metall, som jo var bannerførere for 35 timers arbejdsuge i Europa. Nu har de hårdt presset af de nye arbejdsgivere accepteret en udvikling i den stik modsatte retning, så nogle af dem nu arbejder mere end 40 timer om ugen, understreger Manfred Bienefeld. Han ser udviklingen i USA som et klart udslag af de seneste års neoliberale udvikling. - Der er jo ikke tale om en særlig ondskab rettet mod den arbejdende befolkning eller mod fagforeninger for den sags skyld. Men i den samfundsmodel, som Reagan-perioden for alvor introducerede, og som George W. Bush i høj grad har været fortaler for, der overlades alt i princippet til markedet. Der er ikke plads til snærende bånd som aftaler på arbejdsmarkedet, og af samme grund opleves fagforeninger som bagstræberiske organisationer, som slet ikke passer til de økonomiske kræfters frie spil - populært sagt fra vugge til grav, og derfor bekæmpes de, uddyber Bienefeld. Velfærdsstat visner I den sidste ende er det nattevægterstaten, der lurer forude. Det samfund, hvor statens rolle indskrænkes til at gribe ind over for og straffe de kriminelle - og selv det kan som i USA overlades til private kræfter. Dermed ophører staten også med at være et udtryk for et repræsentativt demokrati, der i en eller anden grad reflekterer borgernes tanker og interesser. - Hos os i den rige verden kan det føre til, at velfærdsstaten lidt efter lidt visner væk - som vi så det i Margareth Thatchers England. Og i den 3. verden havner vi i ekstremer, hvor man som det allerede sker i dag kan se børn proppet med narkotika, lænket til deres arbejdspladser i store fabrikker. Det er en del af den samme udvikling, selv om det ikke er rart at tænke på, siger Manfred Bienefeld. Trods de dystre udsigter rummer den canadiske professor også en mere optimistisk forestilling om udviklingsmulighederne. - Men det kræver jo, at nogen går til modstand og eksempelvis ikke affinder sig med at se fagforeningerne undergravet på den måde, vi ser det over det meste af verden. Og jeg vil da godt indrømme, at man ind imellem godt kan blive lidt betænkelig ved, hvor nemt det er for medierne at dreje folks opmærksomhed væk fra det, der for alvor betyder noget. På den anden side er det jo en del af menneskets natur at kæmpe for de bedst tænkelige leveforhold, så der skulle vel være en chance, lyder den håbefulde slutreplik fra den canadiske professor.