Grækenland

På vej til Kobenhavn

Mikkel Aster i Voersaa udsmykker ko til CowParade

Den ko, Mikkel Aster har med til CowParade i København, har fået navnet Eskimuuh. Foto: Grete Dahl

Den ko, Mikkel Aster har med til CowParade i København, har fået navnet Eskimuuh. Foto: Grete Dahl

Hele weekenden har der været travlt i garagen i Lyngsaa, hvor Mikkel Aster har arbejdet hårdt på at få sin hvide glasfiberko klar, så den kan være med på lørdag i København. 30-årige Mikkel Aster bor for øjeblikket i Voersaa, men når sandheden skal frem - og det skal den vel i en avis - så er han opvokset i Nykøbing Falster. Omvendt så bor en stor del af familien i Aalborg, så helt ukendt med Nordjylland er han ikke. Mikkel Aster er halvt græsk, og har i flere år boet i Grækenland, Men nu er han hjemme igen og satser på at videreuddanne sig - og det kunne meget vel blive på arkitektur og design på Aalborg Universitet. Allerede sidste år blev han opmærksom på CowParade, da ko-begivenheden ramte den græske hovedstad Athen. Men havde ikke muligheden for at deltage, da han var igang med andre projekter. Men i år sendte han nogle forslag til komiteen, der udvælger kunstnerne. Og han fik ja til, at han kunne gå igang med sit projekt: Eskimuuh. Som navnet antyder, så er inspirationen hentet i Grønland. Mikkel Asters ko bliver iklædt dele af en grønlandsk nationaldragt. Godtnok ikke med de originale perler, som det tager mange måneder at lave, men med et farvespil af malede perler på forkroppen. Koen er blevet iklædt kamikker og anorak med stof og pelskant. Yveret bliver malet sort, det samme gør halen, så de kan fungere som en kontrast til den ellers hvide krop. - Nationaldragten og koen skal vise nogle af de kontraster, der er mellem Danmark og Grønland, og de store kontraster, som er i den grønlandske natur. siger Mikkel Aster. - Og den samtidige store samhørighed mellem Danmark og Grønland. Med udsmykningen af koen er det første gang, han forsøger sig i så stort et kunstprojekt. Men interessen for at udtrykke sig kunstnerisk har han altid haft. - Du kan vel kalde mig en kunstner, der ikke er kommet ud af skabet endnu, siger han. - Jeg er meget kunstinteresseret. Jeg har tidligere studeret design og arkitektur, men jeg har ikke brugt så meget tid på kunsten - desværre.