På vej til seminariet

Pædagogpakken skal hjælpe kursister med at blive pædagoger

Hjørring 1. juni 2003 08:00

HJØRRING: - Jeg tror, mange ældre tror, at det er sværere og hårdere at starte her, end det er. Ikke at det er let, for det er hårdt arbejde at tage dansk på A-niveau på et år i stedet for normalt to år. Man skal ville det Lene Dam valgte at søge nye veje gennem VUC's pædagogpakke, efter at mange års arbejde havde slidt hende ned. Hun kan godt lide at arbejde med sine hænder og håber senere at få et arbejde, hvor de evner kan komme hende til gode. - Jeg vil gerne arbejde med ældre på et dagcenter, og da håndarbejdslæreruddannelsen er nedlagt, må jeg jo gå denne vej. Hendes klassekammerat Michael Jørgensen havde været væk fra skolebænken i 25 år, da han begyndte på VUC's pædagogpakke sidste år. I 17 år havde han kørt lastbil, men da han fik en ankelskade, måtte han opgive livet på landevejen. - Så valgte jeg at tage herop i stedet for at sidde og kukkelure derhjemme. Det er Michael Jørgensens drøm at komme til at arbejde med unge mennesker. Han har i mange år været fodboldtræner og kender til arbejdet med unge derfra. Men for både Lene Dam og Michael Jørgensen gjaldt det, at for at komme ind på pædagoguddannelsen skulle det faglige lige pudses af først. Kurserne i VUC's pædagogpakke kører fra starten af august til slutningen af juni. Pakken består af dansk på A-niveau, billedkunst på B-niveau, psykologi på C-niveau og et EDB-kursus fordelt over 23 om ugen. For at blive optaget på pakken skal man have en god udvidet 10. klasse eksamen og have lyst til at gå i skole. Pædagogpakken er rettet mod en senere optagelse på seminariets pædagoguddannelse gennem kvote to, hvilket udover fagene i pakken også kræver to års erhvervserfaring. God blanding Både Lene Dam og Michael Jørgensen blev positivt overraskede over det gode sociale liv, de fandt på skolen. Begge synes, at især blandingen mellem unge og ældre virker godt, fordi begge aldersgrupper ved noget, som den anden gruppe kan lære af. Lotte Hansen er 20 år, og tilhører den yngre del af VUCs kursister. Det sidste år har hun gået i klasse med Lene Dam og Michael Jørgensen. Også hun er glad for blandingen af unge og ældre. - Jeg begyndte først på gymnasiet, men jeg syntes, der var for mange kliker og for meget fnidder-fnadder. Her bliver vi alle sammen behandlet som voksne. Efter turen omkring gymnasiet fik Lotte Hansen tilrettelagt et forløb gennem den fri ungdomsuddannelse, hvor hun har arbejdet med handicappede blandt andet i en specialbørnehave og på NBV, hvor hun også stadig er vikar. Og der har været et helt klart mål med det og ønsket om at blive pædagog. - Jeg vil gerne arbejde med handicappede. De har en helt utrolig livsglæde, og der er ikke noget ondt i dem. Lotte Hansen, Lene Dam, Michael Jørgensen og de 17 andre i deres klasse er færdige på VUC 20. juni, men de må vente helt til 28. juli, før de finder ud af, om de er kommet ind på pædagoguddannelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...