På vej til étparti-system

Man kan stadigvæk ikke lade være med at undre sig over, hvorfor en skattekommission med socialisten Carsten Koch som formand overhovedet skulle nedsættes. Dens nu offentliggjorte anbefalinger er så forudsigelige, så det skriger til himlen.

Men anbefalingerne synes imidlertid over en bred front at bekomme det politiske Danmark godt. I hvert fald har betænkningen fået en pæn modtagelse lige fra SF til og med regeringen og til dels også af Dansk Folkeparti, der dog har haft en klædelig skepsis i forhold til nogle elementer. Enhedslisten er her som i andre sammenhænge helt uden for nummer. Følgende ligger fast: Der er ikke noget politisk ønske om at lette den samlede skattebyrde i Danmark. Det ønsker hverken oppositionen eller regeringen. Det åh så ansvarlige mantra, at enhver skattelettelse skal finansieres krone til krone betyder sagt på almindeligt klart og tydeligt dansk – et sprog, der i øvrigt bliver mere og mere sjældent (!) – følgende: Vi har i Danmark verdens højeste skattetryk. Det skal vi fortsat have, uanset om regeringen er socialistisk eller borgerlig. Derfor har vi udsigt til endnu en skattereform, der ikke løser de fundamentale problemer i det danske samfund. Skatten lettes ikke, men den lægges endnu engang om. Bureaukratiet opretholdes eller forøges yderligere – hvordan forholder eksempelvis den kendsgerning sig til almindelig sund fornuft, at stigende grønne afgifter skal udløse en grøn check til alle de økonomisk svage grupper, der ikke har en jordisk chance for at betale dem? Måske holder den hos molboerne, men så heller ikke meget længere…. Ikke at folkepensionister og andre værdigt trængende ikke skal have kompensation for nogle asociale skatter og afgifter – selvfølgelig skal de det! Men det var måske lidt smartere ikke at pålægge befolkningen disse meningsløse øgede afgifter, der legaliseres af den illusion, det er lykkedes at skabe om, at vi små mennesker kan ændre på klodens klima. Vel kan vi ej. Vi kan gøre noget for at forbedre det fysiske miljø og mindske forureningen. Javel. Men det gør man mest ærligt og reelt ved at straffe ikke ethvert nødvendigt forbrug af brændstof, vand, el og varme, men derimod ved at straffe et overforbrug. Så kunne man spare bureaukratiet med at levere en grøn check til enkefru Jensen. Sandheden er, at de røde skatter er kommet ind i den borgerlige varme efter statsministerens totale omvendelse til Al Gores nyreligiøse klimafantasterier. Relativt små skattelettelser på indkomstskatten skal få flere i arbejde. Alligevel foreslår skattekommissionen i samme åndedrag at afskaffe fradrag for ydelser til kontingenter til faglige organisationer og a-kasse, ligesom kørselsfradraget skal fjernes. Det betyder alt andet lige mindre mobilitet på arbejdsmarkedet og yderligere affolkning af landområderne. Vi har set alle disse forslag før. Forskellen fra tidligere er, at nu har de også en gang på jorden i de borgerlige regeringspartier. Det er sørgeligt og umådeligt trist at skulle konstatere det, men vi er her i Danmark på vej mod et politisk billede, der peger i retning af noget, der til forveksling ligner et étparti-system! – Stor set alle partier har ét og samme program med små ubetydelige nuancer. En fælles betegnelse for den ideologi, der er styrende i alle partierne med indflydelse på dansk politik, er ”socialdemokratiske light”. Hvorfor pressen og politikerne i fællesskab puster sig op til, at denne skattereform overhovedet skal flytte noget, så velfærdssystemet langtidssikres, er aldeles uforståeligt. At der ikke er større forargelse over, at den ikke er det papir værd, den er skrevet på, er endnu mere uforståeligt. Vi styrer direkte imod et endegyldigt farvel til et frit, borgerligt liberalt Danmark og direkte imod en ”statssocialisme light”. Velbekomme!