På vej ud i virkeligheden

Australien 19. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Omkring 50 børn havde tirsdag eftermiddag taget deres kæmpestore ørkenrotte forklædt som mor, far eller bedstemor med i teatret på Brønderslev Børnebibliotek. Og de hyggede sig, ungerne, i selskab med Johnny Schmidt og Hans Nørregaard, der tog dem med på en tur til kænguroernes Australien. Forinden fik de en forklaring på en digeridoo, som Hans Nørregaard kaldte de specielle og cirka en meter lange australske musikinstrumenter. - Det er i virkeligheden bare en gren, der er udhulet af termitter, lød forklaringen om aboriginal-australiernes 40.000 år gamle instrument af eucalyptustræ. - Termitterne bor i Australien, som er et stort land med varme og ørken og solskin og sandmyrer og slanger og andet kryb som de kæmpestore ørkenrotter, der sidder der, fortsatte Hans Nørregaard med en pegefinger mod de voksne, inden han kom til historien om "Oh, at være en kænguro". Den handler om, hvor hyggeligt der er i mors mave/ lomme. Her sidder den lille kænguro og har slet ikke lyst til at stikke hovedet udenfor i den store, stygge virkelighed, men vil meget hellere blive hos mor. Og det så de små teatergængere ud til at vide noget om, selvom de vistnok syntes, at kænguro-ungen var en bangebuks. Men det er svært, forstod vi, når man som lille står overfor det første skridt bort fra mors trygge lomme. Skal - skal ikke? For ikke at tale om, hvor svært det kan være for mor at give slip...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...