På vej ud over udkant

Vi lever alle i en udkant af verden med en risiko for at andre træffer beslutninger om at forringe vore grundlæggende vilkår. En naturlig reaktion er, at vi kæmper for alt det vi har kært.

Flere end 10 procent af alle danskere lever stadig i landsbyer og på landet, selv om det år efter år er blevet mere og mere besværligt. Den borgerlige regering har tøvende registreret, at udkants-Danmark forbløder! Men indtil videre er det kun blevet ved snakken samt nogle millioner kroner spredt tilfældigt mellem de der råber højst. Mens regeringens stramning af kommunernes økonomi har medført skolelukninger og afskedigelser med hård hånd, således at de små samfund i udkants-Danmark mister samlingsstederne, livsnerven og modet. Sygdommen for tiden hedder grådighed. Når den rige del af befolkningen holder på at beholde alle deres praktiske og økonomiske fordele, er det slut med ligheden. Skoleelever, som skal fragtes rundt i bus i længere tid før den almindelige undervisning, har mistet en hel del lyst, energi og motivation. Desuden er det et kæmpespild af børnenes tid. Her midt i en overophedet debat om skoleelevers indlæring (Pisa undersøgelsen) må vi nok erkende at det er noget af et selvmål. Kommunesammenlægningen i 2007 havde et stort demokratisk underskud, som sammen med regeringens besparelser blev fatalt for livet på landet. Det er også modsætningsfuldt, at man fra regeringens side ønsker 95 procent af en ungdomsårgang videre uddanner sig. Men - med den nye finanslov fratager man unge, som er hjemmeboende SU og forlanger at de selv betaler transport fra hjem til uddannelsessted. Det er en ganske effektiv måde at få unge i udkants Danmark til at opgive en uddannelse. Det er endnu et selvmål. Nogle af os i de små samfund, holder så meget af vort sted i livet. Det lykkes for enkelte samfund ved sammenhold at kæmpe sig i gennem, mens andre må se sig slået og se udviklingens tog køre forbi i høj fart. Oplevelsen af at have opgive er en barsk erkendelse og et stort nederlag for nogle af de små samfund. I middelalderen, hvor den sorte død hærgede landet, var der så få mennesker tilbage i landsbyerne, at en stor del af dem blev lagt øde. De få mennesker, der var tilbage samlede sig i andre landsbyer, som så blev fremtiden på landet. Vi kan nærmest opleve, at vi er udsat for den sorte død og det betyder, at en hel kultur går tabt. En politisk kultur, hvor målestokken er at alt skal kunne betale sig økonomisk falder flere og flere af det økonomisk hurtigkørende tog. En del af dem lander som vrag i de ringeste huse i udkants Danmark. Selvfølgelig skal de have et sted at leve, men de er ofte en belastning for de små samfund. Jeg efterlyser et leveværdigt samfund - også i udkants Danmark. Vi skal ikke til at gå i folkedragter, med halm i håret og gammeldags træsko for at trække penge ud af turisterne. På trods af, at der er meget, der trækker i den negative retning, er der meget, der får os til at blive. Den storslåede natur med hav, fjord og skove og mindst fred og ro, er værdier som er uden for al økonomisk beregning. Til sidst vil jeg gerne spørge vore politikere i folketinget, regionerne og i kommunerne: Hvad er egentligt jeres visioner for udkants-Danmark? Hvis I overhovedet har nogle? Skal udkants-Danmark langsomt lukkes ned? Eller er der mon stadig et håb om, at de små samfund kan blive blomstrende oaser midt i et koldt og pengefikseret samfund?