Pårørende i kø for hjælp

Samtalegruppe er en efterspurgt succes

FREDERIKSHAVN:Demens-eksperter har allerede oprettet en venteliste for ægtefæller, der gerne vil benytte sig af kommunens nye tilbud om at mødes i en gruppe med andre, der lever sammen med en dement. 26. oktober blev det første møde holdt i De Frivilliges Hus, og allerede dengang havde ti mænd og koner samlet mod til at være med i pårørendegruppen. Der var dog kun plads til seks personer i gruppen, fordi det er vigtigt, at gruppen er en lille sluttet kreds, hvor deltagerne hurtigt får tillid til hinanden, så de frit kan åbne op for deres problemer med den syge i hjemmet. - Vi måtte lade nogle komme på venteliste, og så har vi ellers snakket med dem og taget os af dem på anden vis i mellemtiden, fortæller demenskoordinator Lise-Lotte Overlade, der leder pårørendegruppen sammen med en kollega. - Vi er også blevet ringet op af flere pårørende senere, som simpelthen står i problemer til op over ørerne, siger hun. - Vi har for eksempel haft besøg af én, der sad og snakkede og græd i tre timer. Hun ville oprindeligt ikke involvere sin mand, men det endte med, at vi fik lov at komme ud til dem og starte noget hjælp op. Og det er et helt typisk billede, at ægtefællerne går alene med problemerne i alt for lang tid. - To havde faktisk sneget sig afsted uden, at de demente derhjemme vidste noget. Den ene havde for eksempel sagt, at han skulle til lægen, siger Lise-Lotte Overlade. I øvrigt er en helt ny pårørendegruppe for andre end ægtefæller nu også undervejs. Børn, søskende og andre pårørende har nemlig også henvendt sig til demenskoordinatorerne, og så snart, der er nok til en gruppe, starter møderne.