Socialforsorg

Pårørende skaber ceremonien

Bedemanden må hjælpe pårørende til ikke-medlemmer af Folkekirken DØDSFALD: Ikke-medlemmer af Folkekirken

HJØRRING:Mange pårørende bliver ved dødsfald chokerede over, at de selv skal stable en ceremoni på benene ved begravelsen, hvis den afdøde ikke har været medlem af Folkekirken. En folkekirkepræst kan nemlig ikke medvirke, når afdøde har meldt sig ud. - Vi kan som udgangspunkt ikke medvirke, fordi en udmeldelse er et signal om, at vedkommende ikke har ønsket en præsts medvirken. Vi kan ikke gøre noget mod afdødes ønske, siger provst Lars-Erich Stephansen. Alle mennesker kan - og skal - begraves i indviet jord på en kirkegård. I Hjørring Kommune findes udelukkende kirkegårde, som hører under Folkekirken, men der andre steder i landet også findes kommunale kirkegårde. Uanset om man er medlem af Folkekirken eller ej, så er Folkekirkens præst begravelsesmyndighed. Det er ham, der skal have besked om dødsfaldet og udfærdige en dødsanmeldelse for, at begravelse kan finde sted. Thorvald Baggesen, Baggesen Begravelsesforretning og Stenhuggeri, fortæller, at han skønner, at ved omkring 10 pct. af alle de begravelser, han står for, er afdøde ikke medlem af Folkekirken. - Mange gange er det os bedemænd, der kommer til at gøre de ting, som præsten ellers ville have stået for. Mange mennesker har ikke tænkt igennem, hvad det betyder, at de selv eller en pårørende ikke e medlem af Folkekirken. Når situationen så opstår, så må vi som bedemænd prøve at lytte os frem til, hvad de efterladte gerne vil. Uanset hvad skal det hele ske på en værdig måde, siger Thorvald Baggesen. Han fortæller, at han har været med til mange smukke ceremonier, hvor der ikke har medvirket en folkekirkepræst. - Af og til har de pårørende selv skrevet en slags mindetale andre gange er det mig, der siger et par ord, eller læser op, ligesom der synes sange eller salmer, fortæller Thorvald Baggesen.