Stofmisbrug

Pårørende til stofmisbrugere mødes

Ny lokalgruppe skal oprettes i Forsamlingsbygningen

HJØRRING:Landsforeningen af Pårørende til Stofmisbrugere (LPS) er ved at etablere lokalgrupper for pårørende over hele landet, og også i Hjørring forsøger man et sammensætte en lokalgruppe. Derfor inviteres alle interesserede til informationsmøde i Forsamlingsbygningen i Østergade i Hjørring tirsdag 22. april. På mødet vil landsforeningens næstformand Allan Lykke fortælle sin egen historie som pårørende til en stofmisbruger, og samtidig vil der blive orienteret om baggrunden for LPS samt om det lokale arbejde, der også kan komme i gang i Hjørring. - Forsamlingsbygningen vil som sædvanlig gerne hjælpe nye initiativer i gang og står derfor gerne til disposition for en lokalgruppe i opstartsfasen, siger leder af Forsamlingsbygningen, Søren Jensen. Hovedformålene i LPS er bl.a. at sige nej til legalisering af stoffer, at arbejde for omgående døgnbehandlingspladser til alle narkomaner, behandlingsdomme i stedet for fængsel med ret til tvangstilbageholdelse samt mulighed for tvangstilbageholdelse af narkomaner i behandling.