Brandstiftelser

Påsat brand bragte ung mands liv i fare

En 17-årig mand fra Nibe var formentlig blot få minutter fra, at lide en krank skæbne, da der fredag ved 12-tiden middag udbrød brand i et parcelhus på Valmuevangen i Nibe.

Kraftig røg stod op fra huset, og to tililende smadrede vinduet ind til den 17-åriges værelse, hvor han lå og sov, og hev ham ud. Brandfolk fra Nibe Redningsberedskab var fremme på få minutter, og fik ilden under kontrol. - Der var brand i gardinerne ud til terrassen, og ild i en mindre del af gulvet nedenfor. Fem til 10 minutter senere, så havde hans liv været i alvorlig fare, siger indsatsleder Gert Jensen. Den 17-årige klagede over hovedpine, og blev bragt til observation for røgforgiftning, men var tilsyneladende sluppet for alvorlige fysiske skader. Brandtekniske undersøgelser tyder på, at branden formentlig var påsat. Den 17-åriges ni-årige bror siger til politiet, at han så en mands-person ved huset kort før, ilden brød ud. Årsagen til branden kendes endnu ikke. - Vi har ikke sigtet nogen i sagen, lød det fredag aften fra vagthavende ved Løgstør Politi.