Brandstiftelser

Påsat brand i Aalborg

Det kunne være gået grueligt galt, da der onsdag kort før middag blev konstateret ild i et kælderrum på Vestre Fjordvej 50 i Aalborg.

Både Nordjyllands Politi i Aalborg og Beredskabscenter Aalborg er af den opfattelse, at der er tale om en påsat brand. På nuværende tidspunkt har man dog ingen idè om, hvem der har tændt ild i kælderen under etageejendommen. Meldingen om branden kom kl. 11.51, og brandvæsnet var hurtigt på stedet. Det viste sig, at der var hældt brandbar væske - formentlig benzin - ud på gulvet ved en trætremme-væg, hvorefter væsken er antændt. Rum fyldt af røg Der er således tale om et fælles og åbent kælderrum. Beredskabscenter Aalborg fik hurtigt ilden under kontrol, og brandmandskabet gav udtryk for, at det kunne være gået meget galt, hvis ilden havde fået rigtigt fat og ikke var blevet opdaget i tide. Ilden blev i øvrigt opdaget, da røgen væltede ud fra kælderrummet. Ifølge brandvæsnet er der sket en del røg- og sodskade på kælderens vægge og loft. Det lykkedes endvidere mandskabet at få bragt en gasflaske ud i sikkerhed, før ilden fik tag i den.