Påsat brand opklares ikke

Uden yderligere oplysninger kommer politiet ikke videre med sagen

Løgstør 25. september 2002 08:00

SKARP SALLING/VINDBLÆS: Politiet har opgivet at finde frem til gerningsmanden bag den påsatte brand, der for omkring 10 uger siden raserede en nedlagt landejendom på Sallingvej. - Hvis vi ikke får yderligere oplysninger, kommer vi desværre ikke videre med sagen, erkender kriminalinspektør Torben Jensen fra Løgstør Politi. Ifølge ham er brandstiftelser ofte svære at opklare, da sporene bogstavelig talt "går op i røg". - Så hvis ikke der direkte har stået et vidne, og set den der påsatte branden, er der ikke så meget at stille op, siger han. Efter at have foretaget de tekniske undersøgelser er politiet ret sikre på, at branden ikke er opstået af sig selv. Ilden har nemlig fået fat på to forskellige steder uafhængigt af hinanden. Og der er ikke fundet fejl i el-installationer eller lignende. Ved branden udbrændte stuehuset fuldstændigt. Ligesom der også skete betydelige skader på de øvrige bygninger på ejendommen. Branden blev opdaget midt om natten af beboerne på naboejendommen. Mens manden løb over til huset, for at komme de personer, der måtte befinde sig inde i huset, til undsætning, ringede hustruen til alarmcentralen. Da brandvæsenet nåede frem, konstaterede rygdykkerne dog, at der ikke var personer i huset. Og selv om ilden havde voldsom fat på dette tidspunkt, lykkedes det for brandfolkene at nedkæmpe ilden på 30 minutter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...