Mylund

Påske for enhver smag

Kunst i kirken i Mylund

trioen Mette Burild, Brice Soniano og Carsten Kær Nielsen giver koncert. Privatfoto

trioen Mette Burild, Brice Soniano og Carsten Kær Nielsen giver koncert. Privatfoto

MYLUND:Påskerejsen i Jerslev-Hellum-Mylund Pastorat spænder vidt og bredt.

Den indledes palmesøndag med en børnegudstjeneste i Jerslev Kirke, hvor børne-ungdomskoret synger påskesange og mini-konfirmanderne genfortæller alle begivenhederne i påskedagene med drama og trommerytmer.

Det er også minikonfirmanderne, der har skrevet dagens kirkebøn, og de har mange store tanker på spil.

Skærtorsdag er der aftengudstjeneste i Hellum Kirke, hvor menigheden sammen mindes Jesu sidste nadver gennem gudstjenesten og et lille fælles måltid bagefter.

I påsken er der mulighed for at opleve langfredags budskab med alle sanser.

For syvende gang inviteres til langfredagskunst i Mylund Kirke. Det er en mulighed for at se og lade sig inspirere af, hvordan budskabet kan tage form rent billedligt.

Fernisering er gudstjenesten langfredag. Gudstjenesten varetages af Ann Sofi Lægsgaard, der vil spinde en tråd mellem kunst, musik og ord.

Ved gudstjenesten medvirker desuden Ann Sofie Olesen på tværfløjte sammen med kirkens organist Jørn Andersen.

Følgende kunstnere udstiller: Piet Pedersen, malerier, Preben Frydkjær, malerier, Anne-Lise Pedersen, keramik, Anni Olesen, smykker, Zsófia Kölcze, malerier og Hanne Svensmark, malerier.

Påskelørdag klokken 14 er der koncert i Mylund Kirke med trioen Mette Burild, Brice Soniano og Carsten Kær Nielsen.

- Det bliver en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige under overskriften ”englelyd”. Mette Burild , Carsten Kær Nielsen og Brice Soniano er alle dybt engagerede i den improviserende, intuitive musik., siger Tenna Lyng Svensson fra Mylund Kirke.

- Udtryksmæssigt spejles deres engagement og baggrund i alverdens lyd, fra klassisk musik og avantgarde over diverse rytmiske stilarter til gamle musiktraditioner, alt sammen styret af nuets energi. De spiller med udgangspunkt i de udstillede værker.

Påskedag er der festgudstjeneste i Jerslev Kirke, hvor kirkens voksenkor medvirker med dejlig påskemusik.

Kunstudstillingen i Mylund Kirke har åbent klokken 11-16 fra langfredag til 2. påskedag, hvor udstillingen afsluttes med påskeæg og kaffe efter gudstjenesten klokken 14.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.