Påske i håndboldens tegn

Aabybro HK vært for masser af bold, hygge og fællesskab

AABYBRO:Det sociale samvær krydret med masser af håndbold på banen i Aabybro Ungdomsskole er i højsædet langfredag hos Aabybro HK's drenge lilleputter, der deltager i klubbens eget store Påskestævne. - Må jeg ikke stå på mål Pia, spørger en af spillerne, Lasse Jensen, som snart fylder ni år, sin træner, Pia Langgaard. - De vil alle stå på mål, hvorfor egentligt, spørger hun tilbage og får at vide, at det er sjovere at redde bolden, og så slipper man for at løbe så meget. 17. udgave af stævne Det er 17. gang, at Aabybro HK arrangerer håndboldstævnet i påsken, og som vanligt ser også klubbens egne hold frem til at skulle spille mod hold fra hele landet samt være sammen om håndbold. Hos drenge lilleput holder første - og andetholdet sammen, selv om førsteholdet og træner Lars Andersen spiller mere for at vinde, end andetholdet gør, forklarer dette holds træner, Pia Langgaard. Andetholdet hygger sig inden næste kamp på medbragte madrasser med snak og fodboldspil, lige indtil træneren bekendtgør, at nu er det tid til formiddagsmad med masser af gulerødder og rosiner. - Det er forældrene, som står for fællesspisningen. Spillerne har set frem til denne turnering hele sæsonen. Den er vores afslutning på sæsonen, og det giver et socialt samvær og fællesskab for holdet. Så betyder det ikke så meget, om vi taber eller vinder, siger Pia Langgaard. Vigtig opbakning Men stævnet har også en hel del andre funktioner, fortæller Aabybro HK's nye formand Jens Erik Grøn. Han blev valgt i marts, hvor planlægningen af 17. udgave af stævnet forlængst var lagt i rammerne, og derfor er det den afgåede formand, Bjarne Christiansen, der for sidste gang står i spidsen for stævnet. Alligevel vil Jens Erik Grøn gerne rose og betone den store vigtighed af, at så mange frivillige sikrer, at stævnet kan finde sted. - Ud over spillet og samværet betyder Påskestævnet også, Aabybro HK kan tjene nødvendige penge til den daglige drift, også fordi medlemsskaren er støt stigende. Desuden er den med til at sætte Aabybro Kommune på landkortet og betyder et stort ryk ind af spillere, trænere og ledere udefra, siger Jens Erik Grøn. I alt er 300 frivillige hjælpere i gang, og andre foreninger, som FDF er også inddraget. Skolerne i blandt andet Aabybro og Biersted er inddraget til de overnattende spillere og trænere, og der spiller håndbold i en lang rækker haller både i, men også udenfor kommunen, blandt andet i Halvrimmen og Sulsted, fortæller Jens Erik Grøn. Lørdag aften er diskotek for spillerne i Aabybro Hallen samt sammenkomst for lederne, mens finalerne finder sted søndag.