Påske på livets side

Påsken varsler ikke blot naturens forår, men livets evigt tilbagevendende forår. Tag imod dette livets forår og den kærlighedsgave, der ligger i det, skriver Flemming Jansen

Natur 20. april 2003 08:00

De første spæde forårsvinde blæser over Danmark. Det falder på vores breddegrader sammen med den kristne påskehøjtid. På en aller anden måde er der også en tydelig parallel mellem det, der sker i naturen ved forårstide og det budskab, der ligger i påskens fortælling om den sidste nadver Skærtorsdag, Jesu død og korsfæstelse Langfredag og genopstandelsen i dag, Påskedag. Ligesom foråret i naturens verden er lysets og livets sejr over vinterens mørke og død, så er påskedramaet også fortællingen om livets og kærlighedens sejr over ondskab og død. I den kristne livsforståelse indgår den realisme, at den sejr ikke vindes ved menneskets egen kraft. Vi lever i en falden verden, hvor selv verdens rigeste og mægtigste mænd går ud af tilværelsen som insolvente skyldnere. Sejren over ondskaben, skylden og døden udgår fra den kærlighedens kraft, tilgivelse og nåde, som kommer fra Gud. HVAD er nu det for en snak at diske op med for moderne oplyste menneskeranno 2003? Har vi ikke fået vores forstand og vores logiske sans for at bruge den? Jo, det har vi da. Spørgsmålet er så, hvordan vi bruger de muligheder, vi har fået. I en af de lignelser, der fortælles i Bibelen, sammenligner Jesus sig selv med et vintræ og vi mennesker med grenene på træet. Billedet er meget konkret. Hvis man adskiller en gren fra træet, hvoraf den suger sin næring, så visner og dør den, hvorimod den, hvis den bliver på træet som en del af det, vil leve, blomstre og bære frugt. Den kendsgerning vil ingen af os sikkert bestride. Vi kan jo direkte iagtage og efterprøve fænomenet i naturen. Så det konkrete forår har vi ingen problemer med at finde glæde og optimisme i. Det kan vi jo direkte opleve med vore sanser. ANDERLEDES forholder det sig, når vi taler om tro. Det er straks noget mere uhåndgribeligt, noget meget mere abstrakt, noget, vi ikke sådan går og beskæftiger os med til daglig. I hvert fald er det noget, moderne mennesker slet ikke taler om. Vi har nok at gøre med at gå på arbejde, tjene penge, købe varige forbrugsgoder, som det så smukt hedder, med at lade os underholde. Når lejlighed byder sig, kan vi også mande os op til at kritisere samfundet og politikerne, hvis vi føler os uretfærdigt behandlet. Man kan undre sig over den megen utilfredshed og den megen forurettelse, vi oplever i det, man ellers ynder at kalde verdens rigeste land - eller i det mindste et af dem. Samfundsmæssigt tilhører vi de riges klub - alligevel er vi nok et af verdens mest kritiske og utilfredse folkefærd. Det hænger ikke umiddelbart sammen - ikke engang ud fra et logisk og fornuftsmæssigt synspunkt (!). Og det gør det måske alligevel! For hvad er det for en målestok, vi bruger, når vi måler et samfunds og et menneskes grad af rigdom? Det er de før nævnte varige forbrugsgoder, der er målestokken, og spørgsmålet er, hvor varige de er, når det kommer til stykket. Den nye bil ruster før eller siden, det nye tøj bliver umoderne, og fjernsynet og mobiltelefonen forældes og kalder på udskiftning med jævne mellemrum. SELVFØLGELIG vil vi gerne have del i disse goder alligevel, men varige - vel er de ej! Der er tale om en evindelig jagt på at få dem fornyet - en jagt, der åbenbart hverken gør os lykkelige eller tilfredse. Måske fordi vi i den hæsblæsende jagt på at få vores andel i samfundets rigdomme næsten eller helt har glemt, hvad det vil sige at være menneske? Hvorfor er vi sat her på Jorden til at leve dette liv, hvad er vores opgave, og hvorfra får vi kræfterne til at løse den? Her er vi tilbage ved kristendommen og troen - eller lignelsen om vintræet og grenene for den sags skyld. Giver vi nemlig ikke plads til troen, håbet og kærligheden i vores liv, så visner meningen med det, og vi bliver rastløse, sure og utilfredse. Nøjagtig ligesom vintræets grene visner, hvisd e skilles fra stammen. I VORES travle hverdag er det langt fra altid, vi viser vores virkelige sande ansigt. Tit bærer vi masker og føler det som en anstrengelse at være sammen, netop fordi vi ikke tør vise vores ansigt. Men når vi føler, at vi er sammen med den, der elsker os - så tør vi godt!! Tænk hvis vi aldrig turde! Så havde vi jo mistet livet, før døden kom. Så var vi levende døde.Vi kender jo alt for godt de dage, hvor vi slet ikke var til stede. Jo, vi var der med vores kroppe, men fjerne, som genfærd og spøgelser, uvirkelige og fraværende. Dagligt korsfæster vi så at sige kærlighedens mulighed, vælger mørket i stedet for lyset, døden i stedet for livet, kulden i stedet for varmen. Dagen i dag - Påskedag - rummer i sig et lys, der kan give os håb og trøst. Når kærligheden skinner på et andet menneske, kan det give dette menneske mod og overskud. Kærlighedens lys fra dit ansigt er eksempelvis dit barn og dine nærmeste afhængig af. Hvis et barn får alt, men ikke lyset fra en fars eller en mors ansigt - så får det barn for lidt. Hvis et menneske får alt, men ikke kærlighed - så får det menneske for lidt. Hvis grenen skilles fra vintræet, så visner den. MEN hvordan kan vi vide, at livet er værd at leve, når det dog ender i døden? Vi kan intet vide med garanti af nogen art. Både når det drejer sigom livets dybeste spørgsmål og vores forhold til et andet menneske, er vi henvist til tro, håb og kærlighed - uden vished, uden garanti. Døden er der, hvor vi vender ansigterne bort fra livet og fra hinanden. Påsken handler om kærlighedens befriende magt - om ordet fra Gud, som i modsætning til de "varige" forbrugsgoder hverken ruster eller bliver umoderne. Man behøversåledes ikke at være rigtig død i fysisk forstand for at befinde sig i de dødes rige. Det befinder man sig i, når man er uden håb og uden tro og ikke oplever andet end bortvendte ansigter, og til sidst også vender sit eget ansigt bort. Forstå det, hvem der kan - og det er der ingen af os, der kan - men Guds ansigt er ikke et bortvendt ansigt. Det er et kærlighedens ansigt vendtlysende mod os. Derfor varsler påsken ikke blot naturens forår, men livets evigt tilbagevendende forår..... Selv om vi moderne og selvbevidste mennesker har så umådelig svært ved det, er det en god idé at tage imod dette livets forår og den kærlighedsgave, der ligger i det. Forankret i en varig glæde og rigdom stiller vi os endegyldigt på livets side! God påske! Flemming Jansen, Østerled 5, Pandrup, er borgmester (V) i Pandrup Kommune. E-mail: seflja@pandrup.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...