Kunst

Påske-udstilling for sanserne

BIRKELSE:Mange sanser blev aktiveret ved den meget festlige åbning af Galleri Birks første udstilling i år i Birkelse. Der var noget for øjet, øret og ganen, da galleri-ejer Erik Andersen bød et stort og veloplagt publikum samt det velsyngende Aamuskoret velkommen, og hvor koret ved indledningen på musikalsk vis flot udfyldte afdelingen for øret med en håndfuld gode sange. - Påsken er en tid, hvor al ting kommer frem i lyset, herunder kunstudstillinger, som kan få det til at krible og krable i tilskuerne, sagde byrådsmedlem Annemie Bang Pedersen (V) blandt andet, da hun erklærede udstillingen for åben. Hun syntes, det var en glæde, at Erik Andersen er kommet til Birkelse og havde opfyldt sine drømme om et galleri. I alt 19 udstillere havde sørget for, at der var kunst på alle hylder og vægge. Malerier, skulpturer hugget i sten og formet i andre materialer, som hænger og står mellem glas og keramik og relieffer og fylder galleriets 300 kvadratmeter fordelt på stueetage og førstesalen, som i sig selv er en god oplevelse. På åbningsdagen var der så stort trængsel, at det kunne være svært at få et overblik eller studere den alsidige udstilling nøje, som dog sikkert har inspireret mange af de fremmødte til at vende tilbage for at fordybe sig lidt mere.