Påskehandel trak folk til Hjørring

Hjørring 20. april 2003 08:00

HJØRRING: Det var store handelsdag i Hjørring i går, og i perioder var der lange køer ad indfaldsvejene til byen, hvor børn, voksne og dyr var samlet. Det med dyrene centrerede sig især omkring City Scenen, hvor folk stimlede sammen for at kigge på udstillede kaniner, får og lam - et stort trækplaster og et muntert indslag i lørdagshandlen. Traditionelt er den lange påskelørdag en god dag for handlen, fordi butikkerne har været lukket i to dage, og der er stadig helligdage forude. Og dette års påskelørdag var ingen undtagelse. Der var masser af musikalsk underholdning i midtbyen, og der var konkurrencer, børnene kunne deltage i. Kort før middag var der planlagt et stort påskeoptog ved Bispetorvet - et optog bestående af spejderorkestret og Krummes tog med et kæmpe påskeæg. Optoget skulle gå ad Østergade til City Scenen, og Krumme havde glædet sig meget til påskelørdag, hvor en af hans utallige aktiviteter løb af stabelen til ære for byens børn. Krumme har længe planlagt iført kyllingekostume at styre sit tog gennem byen, og elever fra Hjørring Produktionsskole har fremstillet et kæmpe påskeæg - i en størrelse, så der kan indeholde en rigtig levende påskekylling i menneskestørrelse - en kylling, der kan smide både dun og chokoladeæg ud til børnene. Selve ægget er fremstillet af de unge på produktionsskolens træværksted, som har arbejdet med både træ, hønsetråd og papmaché.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...