Påskehygge på havnen i Hals

De besøgende nød havnemiljøet i fulde drag

Dyr 22. april 2003 08:00

HALS:Ved det inderste af lystbådehavnen i Hals sidder familien Holmenbergs medlemmer sammen med hunden Dina. Normalt er det meste af familien spredt ud over Sjælland, men påskeferien bruger de til at samles i det nordjyske, hvor de stammer fra. Så står den på samvær og familiehygge. - Vi prøver på at mødes så mange som muligt en gang om året, lyder det fra ham, der påtager sig rollen som familiens talsmand. I løbet af ugen har familien camperet i Dokkedal syd for Limfjorden, men denne dag har de taget færgen fra Egense til Hals, for at nyde godt af det hyggelige havnemiljø i Hals. - Vi har jo været utrolige heldige. Det har simpelthen været perfekt vejr, lyder det fra familien, som blandt andet er taget ned på havnen for børnenes skyld. Familien Holmenberg har netop spist deres frokost på en udendørs restaurant, og der er tydeligvis også blevet nydt en enkelt genstand til. Ikke for mange, men lige som det sig passer til en typisk frokost i påsken. Stemningen er munter i familien, der giver sig tid til hygge. Når familien er mæt af solen og den friske påskeluft, går turen igen tilbage over fjorden til Dokkedal. - Vi har handlet ind over Hals og hoved, for vi skal hjem for at spise påskemiddag, siger den selvbestaltede talsmand, mens den øvrige familie morer sig over sprogbrugen. Fisketur uden mor På den yderste del af molen i Hals er der også lagt op til familiesamvær. Her står Claus Asmussen fra V. Hassing sammen med datteren Rebecca på ni år og Marcus, der dagen i forvejen fyldte fem. Mor er på arbejde, så de tre har besluttet sig for at bruge fridagen på at fange aftensmaden fra molen. Da NORDJYSKE møder dem, er de ved at omsætte den medbragte madpakke. Da madpakken er klaret, kan fiskeriet så småt begynde, og Marcus afmonterer de røde vanter for lettere at kunne gøre fiskestængerne klar. Her støder trioen imidlertid ind i et ganske uventet problem. For at man kan fiske, skal der sandorm på fiskekrogene, og det er altså bare ulækkert, når man hedder Marcus eller Rebecca. Farmand Claus må derfor træde til med en hjælpende hånd, mens Marcus fortæller om sidste gang han var ude at fiske. - Jeg fangede en lille krabbe, og en stor krabbe, og en fisk, lyder det fra den 5-årige Marcus, der efter eget udsagn elsker at fiske. - Skynd dig nu lidt, far, fortsætter han. Det lykkes for farmand Claus, at gøre fiskestængerne klar trods vedvarende pres fra Marcus, og kort efter kastes snørerne i fjorden. Der går et pænt stykke tid, men der er tilsyneladende ikke særlig mange fisk, som denne dag er i bidehumør. Derfor bliver vi jo nødt til at høre mere om den fisk, som Marcus fangede på forrige fisketur. Hvad var det for en fisk, du fangede, Marcus? - Det var en cockerspaniel, lyder det frejdige svar. Han bliver dog korrekseret af farmand Claus, som fortæller, at familien netop har fået en cockerspaniel. Det var altså ikke sådan én, men derimod var det en fjæsing, der blev hevet op af fjordens bølger. På vegne af familiens cockerspaniel må man da håbe, at de tre havde held med at skaffe fisk til aftensmaden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...