Påsken var en hård modstander

åbent hus Kun en enkelt familie dukkede op

Naturvidenskab 22. april 2003 08:00

AARS: Det var hårde odds, som Aars Tennisklub var oppe imod, da der blev holdt åbent hus for familier og især børnene. En lang påskeferie, godt vejr og haver, som råbte på opmærksomhed gjorde, at der kun kom én eneste familie lørdag formiddag. - Jeg havde satset på fem familier, og så havde vi været godt tilfreds, siger formand Poul Erik Pedersen. - Nu kom der altså kun én familie, men jeg er til gengæld ret sikker på, at de to børn bliver medlemmer af tennisklubben. Til gengæld er formanden for tennisklubben ikke helt så sikker på, at man vil binde an med et lignende arrangement til næste år. - Næh, påsken er jo er hård modstander, og det har krævet en del tid og planlægning at lave det her arrangement, siger Poul Erik Pedersen. Han vil dog ikke afvise, at klubben vil forsøge sig med et åbent hus en anden gang - men så skal det nok ikke lige være omkring påske. Og så måske endda. For standerhejsningen samlede næsten 50 medlemmer, og det skete torsdag, hvor mere eller mindre alle var påskestemte - og vejret fejlede som bekendt heller ikke rigtig noget. I øvrigt er det første gang, Aars Tennisklub forsøger sig med et lignende arrangement, så det var måske lidt svært at vide, hvad man skulle forvente. KLubben har tidligere om vinteren profileret sig i forbindelse med andre arrangementer i Aars. Aars Tennisklub er i øvrigt med helt fremme, når vi snakker IT. Man skal blot have adgang til internet, så kan man booke sig ind på en bane - og så er det jo ligemeget om man sidder i Aars eller Amsterdam.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...