Påskens fodboldkampe aflyst
Der kan under ingen omstændigheder spilles på kommunens bundfrosne baner

Fodboldstøvler og snedækkede fodboldbaner er en dårlig cocktail. Arkivfoto: Martin Damgård
AALBORG:Det kommer næppe som nogen overraskelse, men fredag blev det meldt officielt ud til kommunens fodboldklubber: Der kan ikke som planlagt spilles fodbold i påsken på idrætsanlæggene i Aalborg Kommune.
- Der har været folk ude at måle, og flere steder er der frost i jorden helt ned i 30 centimeters dybde, siger driftsplanlægger Erik Johnsen fra Park & Natur.
Og da de kommende dages vejrprognoser melder om fortsat hård nattefrost, har det ikke været en svær beslutning at melde aflysningerne ud allerede en uge før premieren.
Dermed må de mange fodboldspillere, der havde glædet sig til at få græs under støvlerne, væbne sig med tålmodighed. Hvor længe vil Erik Johnsen ikke begive sig af med at spå om.
- Det kan tage 14 dage eller tre uger. Det er umuligt at sige.
Som udgangspunkt er kommunens udendørs idrætsanlæg åbne fra 1. april til 1. november. Men vejrliget afgør, om der rykkes på de datoer.
- Så længe jorden er frossen er der ingen tvivl. Herefter er det værste scenarie, at vi får styrtregn kort efter, at banerne er frigivet. Hvis der bliver trænet og spillet på fedtede baner, før græsset har nået at få ordentligt fat, er skaderne meget svære at reparere, siger Erik Johnsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.