Påskeudstilling på Dronninglund Slot

Fernisering skærtorsdag

Ole Torp
Intet kunne passe bedre til denne omtale af den kommende Påskeudstilling end en af ejerne foran et af billederne fra Galleri 5000. Det er Nanna Henriette Høgsbro siddende foran Helle Scheffmanns billede ”Amalienborg/Marmorkirken”. En af bygningerne på billedet er Moltkes Palæ, og greve Adam Gottlob Moltke ejede faktisk Dronninglund Slot fra 1753 til 1772. Foto: Ole Torp
Dronninglund 27. marts 2018 17:32

DRONNINGLUND: Der har før været påskeudstilling på Dronninglund Slot, og det skal der også være i år. Men denne gang med nye ejere på slottet bliver det en hel anden type udstilling. Det er Peter Thomsen fra Galleri 5000 i Odense, som står for udstillingen sammen med Nanna Henriette Høgsbro og Carl Chr. Pedersen. Peter Thomsen har allerede en del kunstværker på slottet i enkelte sale og på den såkaldte Røde Gang. De blev hængt op til den velkomstreception, som med stor succes blev afholdt på slottet 3. februar i år.

Peter Thomsens Galleri 5000 er kendt for kunst af en høj kvalitet, og han medbringer værker af følgende kunstnere: Steffan Herrik, Marianne Grøndahl, Peter Mortensen, Christina Mosegaard, Helle Scheffmann, John Olsen, Henrik Martensen, Viktor IV, Sys Svinding, Anne Tholstrup. Peter Thomsen har udtrykt begejstring for Slotskælderen, og den vil derfor blive benyttet som udstillingssted, men ikke kun her. Overalt på slottet vil der være mulighed for at se kunst fra Galleri 5000.

I det hele taget ønsker de nye ejere, at gæsterne på Påskeudstillingen bruger hele slottet i løbet af de fem påskedage. I påskedagene kan man i restauranten købe en let frokost med vin/øl, kaffe og kage fra kl. 11.30 til 16.00. Der kan også bestilles bord til påskemiddag kl. 18 på alle dagene.

Ferniseringen finder sted i Slotskælderen skærtorsdag 29. marts kl. 11, og de følgende fire dage frem til og med 2. påskedag (mandag 2. april) er udstillingen åben kl. 11-17. Man kan orientere sig yderligere ved at gå ind på følgende hjemmesider: www.dronninglund-slot.dk og www.galleri5000.dk.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...