Påstået krigsforbryder skal til Rwanda

Justitsministeriet vil udlevere rwander til hjemlandet for folkedrab og krigsforbrydelser.

Påstået krigsforbryder skal til Rwanda

En mand fra Rwanda, som anklages for folkedrab, skal nu udleveres fra Danmark.

Det har Justitsministeriet besluttet.

Den 50-årige mand, der har boet på Midtsjælland, har siddet varetægtsfængslet siden december 2010.

Oprindeligt var det planlagt, at Retten i Roskilde skulle behandle anklagerne mod ham, men nu vil Danmark altså i stedet udlevere ham til en retssag i hjemlandet, hvor han arbejdede som skoleinspektør.

Op mod et halvt hundrede vidner skulle efter planen flyves til Danmark.

Her har han nægtet sig skyldig i anklagerne om, at han deltog i drabene på en stor gruppe tutsier ved højdedraget Kabuye Hill i april 1994.

Desuden anklages han for ved nogle vejspærringer at have dræbt "mange tutsier", som der står i et dansk anklageskrift.

I lang tid var der i Danmark tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne straffes for folkedrab i en dansk retssag.

Både byretten i Roskilde og Østre Landsret sagde nej, og denne melding fik en vred reaktion fra myndighederne i Rwanda.

Herfra ville man afbryde samarbejdet med den danske anklagemyndighed, som over lang tid har indsamlet beviser mod den tidligere skoleleder.

Og Rwanda satte trumf på ved formelt at begære den 50-årige udleveret. Det er denne anmodning, som Justitsministeriet nu har valgt at imødekomme.

Ministeriet siger i en pressemeddelelse fredag, at der er sket en "grundig gennemgang" af begæringen.

Anklagerne er underbyggede, og der er sikkerhed for, at den 50-årige vil få en forsvarer og vil blive stillet for en uafhængig domstol. Desuden vil han under den eventuelle afsoning være underkastet forhold, som lever op til internationale standarder, mener ministeriet.

I øvrigt har Højesteret i Danmark i foråret besluttet, at det er muligt at dømme en udlænding for folkedrab i hjemlandet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.