EMNER

Pædagog dømt for at slå seksårig

En lussing kostede en 52-årig kvindelig pædadog ansat i Aalborg Kommune 10 dagbøder af 300 kr. Uretfærdigt mener BUPL.

En lussing til en uregerlig, sparkende seks-årig dreng kostede i går en 52-årig kvindelig pædagog en dom på ti dagbøder af 300 kr. Men sagen skulle aldrig have været for retten, mener Michael Berner, advokat hos pædagogens fagforening BUPL. - Det er politisk korrekthed af værste skuffe, når Aalborg Kommune vælger at politianmelde hende. Selv barnets forældre havde skriftligt bedt kommunen om ikke at politianmelde hende, siger Michael Berner, der trods alt var tilfreds med dommen, for landsretten valgte at nedsætte byrettens dom på ti dages ubetinget fængsel. - Den meget milde bøde-dom viser, at det var en sag uden reelt strafbehov. Episoden fandt sted på legepladsen i en børnehave i Aalborg i marts sidste år. Drengen var vild og sparkede ud efter pædagogen. Derefter tjattede hun til ham. Umiddelbart efter informerede pædagogen selv institutionens leder om episoden, og hun blev bortvist og kort efter fyret. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aalborg Kommune.