Pædagog dømt for sexovergreb mod 15-årig pige

En 39-årig pædagog fra Fjerritslev-området er blevet idømt 60 dages fængsel i en sag om sex med en utilpasset 16-årig pige. Opdateret kl. 10.48

Pædofili 25. oktober 2011 19:19

En 39-årig mandlig pædagog fra Fjerritslev-området blev tirsdag idømt 60 dages fængsel for seksuelt overgreb. Dommen falder på baggrund af en episode fra 10. november 2009, hvor den 39-årige var ansat ved institutionen Gøgereden. Gøgereden - der hørte hjemme på Mors, men efterfølgende er gået konkurs - var "et opholdssted for svært anbringelige unge". Alene i et sommerhus på Læsø I forbindelse med håndteringen af en dengang 15-årig pige fra Helsingør, opholdt den 39-årige pædagog sig i et sommerhus på Læsø. Den 39-årige og pigen var alene i sommerhuset. Ifølge pigens forklaring skete der om aftenen den 10. november det, at den 39-årige på et tidspunkt tog fat i pigens hår, og på den måde ved hjælp af tvang fik hende til at sutte på hans lem - indtil han fik udløsning. Pigen kunne i øvrigt dokumentere sin forklaring, idet hun til politiet afleverede et stykke toiletpapir med sædrester fra den 39-årige - og desuden havde optaget en samtale, hvor den 39-årige bad hende lade være med at fortælle om, hvad der var sket. - Det kan både ødelægge mit arbejdsliv og mit privatliv, sagde han blandt andet på optagelsen. Fastholdt sin uskyld Den 39-årige fastholdt under hele retssagen sin uskyld, og at der ikke havde været seksuelt samkvem mellem de to. Han forklarede, at han havde været ved at onanere, da han var blevet overrasket af pigen - på den måde havde hun muligvis fået fat i et stykke toiletpapir med hans sæd på. Og fordi han onanerede i arbejdstiden, frygtede han, at det kunne føre til en fyring. En vanskelig sag Dommeren og de to domsmænd havde utvivlsomt en vanskelig sag at tage stilling til, da det i sidste ende handlede om, hvem dommere og domsmænd troede mest på. Det redegjorde anklager Maria Ohrt-Nissen også for i sin procedure. - På den ene side har man en velfungerede familiefar. På den anden side står en ganske ung og ikke særligt velfungerede pige, som koster samfundet mange penge. Men den støj er man nødt til at se bort fra, lød opfordringen fra anklagemyndigheden, der ønskede den 39-årige fængslet i op mod et år. Med til historien om sagen hører i øvrigt også det faktum, at sagen to gange er blevet henlagt af Nordjyllands Politi. Men begge gange har statsadvokaten ønsket at få den genoptaget. Ingen tvang - men dog straffet At det "kun" endte med fængsel i 60 dage hænger sammen med, at dommeren og domsmændene ikke fandt det bevist, at det seksuelle samkvem var sket under tvang. Derfor blev den 39-årige i stedet dømt efter straffelovens § 219, der handler om at have seksuelt samkvem med nogen, der er indlagt på en institution, hvor den tiltalte selv er ansat. Den 39-årige brød grædende sammen ved domsafsigelsen, og kendelsen blev på stedet anket til landsretten. - Jeg er overrasket. Det var ikke min opfattelse, at der var grundlag for en dom, sagde forsvarer Troels Lind Pedersen efterfølgende. Anklager Maria Ohrt-Nissen var ikke overraskende mere tilfreds. - Afgørelsen kommer ikke bag på mig. Og principielt synes jeg, at det er godt, at retten har fået mulighed for at træffe denne her afgørelse uanset udfaldet. Så er alle jo i hvert fald blevet hørt i sagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...