EMNER

Pædagoger får større viden om børns motorik

FJERRITSLEV:Sund By i Fjerritslev gør nu en ekstra indsats for at medvirke til, at pædagoger i Fjerritslev Kommune får mere at vide om børn med motoriske vanskeligheder. Målet er, at pædagoger i børnehaver og fritidsordninger kan spotte problemerne og samtidigt er i stand til at hjælpe børnene videre. Nogle steder er der allerede lavet motorikgrupper, hvor Sund Bys børneergoterapeut Lise Skjærbæk kommer med ideer til lege, der passer til børnenes behov. Hver institution har fået en mappe med ideer til lege, og den suppleres løbende med nye måder at tackle motoriske vanskeligheder på. Herudover kommer pædagogerne til undervisningsdage som eksempelvis onsdag i den kommende uge. Under titlen ”Kropumulig eller umulig krop?” får pædagogerne her en fornemmelse af, hvad det vil sige at have det lidt svært med det motoriske. Børns motoriske udvikling er utrolig vigtig. Alligevel er den generelle viden om området for lille, og det skal der gøres noget ved, lyder budskabet fra Sund By. - Det er helt grundlæggende for et barns udvikling, at motorikken er i orden. Har barnet problemer motorisk, får det også andre problemer. Det kan handle om lavt selvværd men kan også være en meget øget aktivitet, urolige børn, der fejlagtigt bliver stemplet som uopdragne, siger Lise Skjærbæk.