Pædagoger fik intet af byrådet

Halvanden uges strejke afsluttet med snævert flertal - børnepasningen normal igen

Lokalpolitik 14. september 2002 08:00

AALBORG: Udover en masse opmærksomhed og besvær for forældre kan det umiddelbart være svært at få øje på, hvad pædagogerne i Aalborg Kommune har fået ud af den halvanden uge lange strejke, som de selv afsluttede i går med et snævert flertal. Pædagogernes talsmand Per Rishøj erkender da også, at det ikke i første omgang er lykkedes at få opfyldt de krav, som strejken startede på. Strejkekravet var, at de besparelser, som magistraten har foreslået i forbindelse med næste års budget, skulle tages af bordet. - Men den omstændighed, at vi går i arbejde igen, betyder bestemt ikke, at vi har opgivet kampen. Vi kæmper videre for at få fjernet besparelserne og vil følge de kommende dages forhandlinger og politiske udmeldinger meget tæt, siger Per Rishøj. Han tør ikke garantere for roen på arbejdspladserne, hvis udfaldet af byrådets budgetforhandlinger på onsdag bliver identisk med magistratens forslag, der indebærer en stribe nedskæringer på børne- og ungeområdet. - Under alle omstændigheder er det lykkedes os at sende politikerne et klart signal om, at vi mener det alvorligt. Når vi nu går i arbejde igen, er det først og fremmest af hensyn til børnene. Vi håber, at politikerne vil gøre det samme, siger talsmanden. Beslutningen om at genoptage arbejdet blev vedtaget med et forholdsvis snævert flertal på et stormøde for pædagoger og medhjælpere i Gigantium fredag eftermiddag. 732 stemte for at gå i arbejde, mens 636 var parate til at fortsætte strejken. 41 undlod at stemme. På mødet deltog pædagogernes formand Bente Sorgenfrei og Nanna Højlund, der er medlem af pædagogmedhjælpernes forretningsudvalg. Begge opfordrede - som det er deres pligt - de strejkende til at gå i arbejde. For den enkelte pædagog og medhjælper har strejken kostet 3000-3500 kroner netto. Desuden venter der en bod til hver enkelt, fordi strejken var overenskomststridig. - Jeg vil da ikke afvise, at økonomien har spillet en rolle for nogle af dem, der stemte for at genoptage arbejdet. Men jeg tror ikke, at det har haft afgørende betydning udfaldet, siger Per Rishøj. Den snævre afgørelse viser da også med al tydelighed, at der stadig er masser af kampgejst tilbage hos pædagogerne. - Vi har blandt andet benyttet strejkeperioden til at få nedsat en række arbejdsgrupper, så vi vil fortsat være meget synlige og aktive, selv om strejken er slut, fortæller Per Rishøj. Allerede ved åbningen af Socialdemokratiets kongres i Aalborghallen i formiddag vil pædagogerne være aktive. De tager opstilling ved indgangen for at få kongresdeltagerne i tale. - På lokalt plan vil vi opfordre Socialdemokratiet til at finde sammen med SF og radikale om næste års budget fremfor Venstre og konservative, siger Per Rishøj. - Naturligvis vil det være ønskeligt, at der overhovedet ikke sker nedskæringer på børne- og ungeområdet. Resultatet skal i hvert fald være klart bedre end det budgetforslag, der er lagt frem, for at vi kan acceptere det, tilføjer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...