Pædagoger føler sig presset ned i løn for at få job

BUPL får stadig flere henvendelser fra pædagoger, der føler sig for løntunge til jobsamtalen

Alarmklokkerne blinker i pædagogernes fagforening BUPL. Ældre pædagoger med mange års erfaring, og dermed højere løn end deres nyuddannede kolleger, føler sig presset til at gå ned i løn for at få et job. - De ringer og spørger om muligheden for at gå ned i løn eller helt uden om overenskomsterne. I ansættelsessituationen oplever de, at det er deres højere løn, der gør, at de ikke bliver ansat, siger lønsagsbehandler i BUPL i Nordjylland Pia Jespersen. Hun har selv modtaget fire-fem af den slags henvendelser, og råder pædagoger til at sige nej til jobbet, hvis ikke de kan få den overenskomstsikrede løn. En pædagog med 10 års erfaring er over 3000 kroner dyrere om måneden end en nyuddannet kollega. Det skaber problemer ved ansættelsessamtalen. - Bare det, at en pædagog overvejer at tilbyde sin arbejdskraft billigere end overenskomsten tyder på, at institutionerne er pressede økonomisk, siger Pia Jespersen. Problemet er i følge rejsesekretær i BUPL Kjeld Christensen kommunernes kontraktstyring af daginstitutionernes økonomi. Hver institution bliver tildelt en pose penge, som lederen skal administrerer. Som NORDJYSKE Medier fortalte i går kan en institutionsleder føle sig presset til at vælge i mellem færre hænder med lang erfaring eller flere hænder med kort eller ingen erfaring. Det får de erfarne pædagoger til at overveje lavere løn for at komme i betragtning. - Der er ingen tvivl om, at det opleves som et problem mange steder, hvor institutionerne kontraktstyres. Kommunerne sikrer sig ikke altid, at den pose penge, man tildeler institutionerne er stor nok til at der bliver plads til at ansætte erfarne pædagoger med højere løn, siger Kjeld Christensen. Når kommunerne lægges sammen, forventer Kjeld Christensen, at endnu flere institutioner bliver kontraktstyret. - Problemet bliver større. Hvis ikke kommunalpolitikerne er meget opmærksomme på de farer, der ligger i kontraktstyring og ikke sikrer sig, at der er penge nok til institutionerne, ender de erfarne pædagoger som tabere, siger han. asbjoern.with@nordjyske.dk