Pædagoger forsætter strejken

Politikerne skal komme med klare forbederinger, før børnehaver, vuggestuer og fritidscentre åbner igen

Børnepasning 6. september 2002 08:00

AALBORG: - Sæt skatten op, så går vi i arbejde igen, siger Per Rishøj, talsmand for de strejkende pædagoger og pædagogmedhjælpere. Opfordringen er henvendt til politikerne, men indtil den bliver taget til efterrretning, eller politikerne indleder en forhandling med de strejkende pædagoger og pædagogmedhjælpere forsætter konflikten, ifølge Per Rishøj. Med et stort antal ja-stemmer besluttede pædagoger og pædagogmedhjælpere i går over middag at forsætte deres overenskomststridige strejke forløbig til og med i dag, fredag. - Omkring 1600 stemte for at forsætte arbejdsnedlæggelsen, cirka 40 stemte i mod og 50 undlod at stemme fortæller Per Rishøj, der til daglig er pædagog i dussen på Herningvej . - Det overvældende flertal for at forsætte strejken viser, at vi mener det her alvorligt. Vi vil simpelthen ikke finde os i de nedskæringer, som politikerne har lagt frem. Og her taler vi ikke kun om lukning af de ni børnehaver og tre fritidscentre, men også om besparelser på dussernes aktivitetsbudgetter, opnormeringer i børnehaverne og højere takster, siger Per Rishøj. Han og de øvrige strejkende opfordre politikerne til at komme på banen og komme med nogle alternativer til de besparelser de i første omgang smed på bordet. - Vi vil forsøge at invitere nogle politikere herud i morgen (i dag red.), men de er også velkomne til at henvende sig til os. Vi har gjort helt klart, at vi ikke vil finde os i det her, og at vi vil se ændringer, siger Per Rishøj. Han understreger, at politikerne ikke bare kan spise pædagogerne og medhjælperne af med et løfte om, at "vi kan da snakke om tingene". - Vi ønsker en fornuftig dialog om, hvordan budgettet bør strikkes sammen med klare forandringer, siger Per Rishøj. Stå bag borgerne Pædagogerne og medhjælperne har dog ikke besluttet, hvordan budgettet så skal se ud. - Det er jo klart, at i en forhandlingssituation må man først tale sammen, inden man når til et resultat. Men de forhandlinger kan dog hurtig overstås, hvis politikerne vælger at sætte skatten op i stedet for at gennemføre denne lange række forringelser, siger Per Rishøj. Han råder som nævnt politikerne til at sætte skatten op og mener, at det ikke kun vil komme borgerne til gode, men også de lokale politikere. - Hvis de hæver skatteprocenten, kan vi bevare de gode ting, vi har her i kommunen, siger Per Rishøj. Han mener, at hvis politikerne i Aalborg Byråd vælger at sætte skatten op, så kan de rette vreden derhen, hvor den efter Per Rishøjs mening, hører hjemme. - På den måde kan byrådspolitikerne vise regeringen, at de står bag borgerne i Aalborg, som foretrækker en skattestigning fremfor serviceforringelser, selvom regeringen ønsker et skattestop, siger talsmanden. Penge tilbage Per Rishøj gør desuden politikerne opmærksomme på, at hvis pædagoger og medhjælpere forsætter deres strejke i fem dag eller mere, så skal forældrene have penge tilbage for den pasning, som de har betalt men ikke fået. Det blev vedtaget engang i 80'erne, så politikerne burde se at komme på banen med nogle bud på en løsning, inden de skal til at betale penge tilbage til borgerne, siger Per Rishøj. Han frygter ikke, at forældrene i takt med at de måske får sværere og sværere ved at finde en bedstemor, der har fri eller andre alternative pasningsmuligheder mister tålmodigheden med pædagogernes og medhjælpernes aktionslyst. - En konflikt er aldrig rar for nogen, men det er vigtigt for os at have forældrene med os, og det er jeg overbevist om, at vi stadig har. Flere forældre har sendt os støttemeddelelser, som blev læst op på vores møde i dag. De bliver jo også ramt af politikernes spareforslag og er interesserede i at få det ændret, siger Per Rishøj. I går eftermiddag gik pædagoger og pædagogmedhjælpere i demonstration fra Østre Anlæg til C.W. Obels Plads, og her til morgen mødes de igen i Gigantium for at forsætte det faglige møde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...