Aalborg

Pædagoger frygter regnvejr og sparekniv

VEJGAARD:Med 85 børn, i lokaler der er bygget til 60, frygter pædagogerne i DUS A på Vejgaard Østre Skole regnvejr, hvor alle børn må blive inde. - Så er det svært at få ørenlyd, og børn og voksne er psykisk udmattede, når de går hjem, siger Henrik Winther, tillidsmand for pædagogerne. Han frygter også politikernes sparekniv. Lige nu er der tale om besparelser i forbindelse med forslaget om en såkaldt DUS-halvanden for børn fra 3. klasse. Pædagoger og politikere har hidtil ikke været enige om konsekvenserne af forslaget om en DUS-halvanden. Rådmand Nils Bell (V) har ikke kunnet fortælle, hvor mange pædagogstillinger, der vil forsvinde. Men nu beder socialdemokraten Thomas Kastrup-Larsen og Henrik Nielsen (SF), begge medlemmer af skole- og kulturudvalget i Aalborg om klar besked. - Vi har hørt et fra forvaltningen og noget andet fra tillidsrepræsentanterne. Nu må vi have styr på, hvad der er det rigtige, siger Thomas Kastrup-Larsen.