Pædagoger nedlagde arbejdet i protest

Alle børnehaver, SFO’er og landsbyordninger i Vesthimmerland var lukket i går

Mange forældre blev nødt til at tage deres børn med på arbejde i går. Deriblandt også Jan Lund-Andersen, kommunaldirektør i Løgstør Kommune, der havde sønnen Jens Peter med på kontoret. Foto: M-line

Mange forældre blev nødt til at tage deres børn med på arbejde i går. Deriblandt også Jan Lund-Andersen, kommunaldirektør i Løgstør Kommune, der havde sønnen Jens Peter med på kontoret. Foto: M-line

VESTHIMMERLAND:Forældrene til børn i Vesthimmerlands børnehaver, SFO’er og landsbyordninger måtte i går selv finde ud af, hvordan de skulle få deres børn passet. De cirka 300 pædagoger og pædagogmedhjælpere besluttede nemlig på et stormøde mandag aften at markere deres protest mod Vesthimmerlands Kommunes besparelser på børneområdet ved at holde et fagligt møde den følgende dag. Det var et meget stort flertal, der stemte for aktionen. Mødet mandag aften blev holdt på Hotel Farsø, og det var også her, alle mødtes igen tirsdag klokken 9. Forinden var det dog lykkedes at ringe de fleste af forældrene op mandag aften for at give besked om den ulovlige arbejdsnedlæggelse. - Min fornemmelse er, at der er en udbredt forståelse for, at vi gør, som vi gør, siger pædagog Lene Hansen fra daginstitutionen Kvasten i Farsø. Egen beslutning Hun understreger i øvrigt, at det var medarbejdernes egen beslutning at holde fagligt møde. Fagforeningerne har ikke haft et ord at skulle have sagt i den sag. Halvvejs igennem mødet tirsdag besluttede forsamlingen at vedtage en udtalelse, hvor de blandt andet siger: ”Nedskæringerne på børn- og ungeområdet rammer bredt på et område, der gennem de senere år har været genstand for besparelser”. Ganske vist blev nogle af de besparelser, der var varslet, pillet ud af budgettet igen, da økonomiudvalget mandag eftermiddag indgik et forlig. - Det er selvfølgelig godt. Men der er stadig de to procent tilbage, og området kan ikke tåle de besparelser, fastslår Lene Hansen. Pædagogerne og pædagogmedhjælperne peger på, at der bliver færre medarbejdere og kortere tid til at udføre det samme arbejde. ”Det går ud over fagligheden og tiden til det enkelte barn”, udtaler de. De ansatte i daginstitutionerne er også frustrerede over, at de ikke har kunnet få klar besked af politikerne undervejs i budgetlægningen. Mødet sluttede midt på eftermiddagen, hvor forsamlingen vedtog at genoptage arbejdet i dag, onsdag. - Jeg tror ikke, at vi får mere ud af at fortsætte. Men vi vil fortsat holde øje med, hvad politikerne beslutter sig for, siger Lene Hansen.