Pædofili

Pædagoger rustes ikke til at opdage misbrug

KØBENHAVN:Kommende pædagoger rustes ikke til at håndtere børn, der er blevet krænket seksuelt, skriver Politiken. Kun et ud af tre pædagogseminarier melder, at der gives en eller anden form for undervisning i forebyggelse af og genkendelse af tegn på seksuelt misbrug. Ni ud af 10 seminarier konstaterer, at der ikke undervises i, hvordan man skal reagere over for et barn, efter at et misbrug er blevet kendt. Det viser en rundspørge til landets 32 pædagog- og socialpædagogseminarier, som Red Barnet har foretaget. Red Barnets generalsekretær Mimi Jakobsen mener, at vi en gang for alle må gøre op med vores berøringsangst. - Børn, der har været udsat for seksuelt misbrug, har brug for den bedste professionelle beskyttelse, siger Mimi Jakobsen og tilføjer, at undervisning i bekæmpelse af seksuelt misbrug bør være obligatorisk. Red Barnets undersøgelse peger i samme retning som en endnu ikke offentliggjort rapport, der er bestilt af Socialministeriet. Den viser i øvrigt, at samme tendens også gælder på lærerseminarier. Det ønsker socialminister Henriette Kjær (K) at ændre. - Det er meget relevant, at vi får obligatorisk undervisning i seksuelt misbrug ind i reformen af lærerseminarierne og pædagoguddannelserne, så uddannelserne bliver bedre og mere relevante i forhold til misbrug af børn. Det er især vigtigt, at der undervises i reglerne om underretningspligt, siger hun. Også formanden for Pædagogseminariernes Rektorforsamling, Søren K. Lauridsen, mener, at det er et punkt, der skal prioriteres højt. /ritzau/