Hirtshals

- Pædagoger skal synliggøres

NY HJØRRING: Der er behov for at synliggøre og dokumentere de ting, I gør. Sådan lød det fra formanden for børne- og undervisningsudvalget, Ole Albæk, Lokallisten, da han mandag aften talte for knap 300 fremmødte pædagoger og repræsentanter for forældrebestyrelser i daginstitutioner. - Vi kan ikke tage for givet, at vi trækker på de samme værdier, så vi skal have skrevet ned, hvilke værdier og mål, vi har, så vi efterfølgende kan gå ind og se, om vi har nået målet, fortsatte Ole Albæk. Netop det område er Hirtshals Kommune langt fremme med. Gennem flere år har børnehaver arbejdet med læreplaner, hvori blandt andet værdigrundlaget for at arbejde med børn er beskrevet, ligesom man kan læse sig til, hvordan man kan guide børnene i retning af at blive nysgerrige, at opleve glæde ved samarbejde med og respekt for andre. En plan, der for et år siden blev præsenteret som inspiration på landsplan i en såkaldte Sølvguide. De øvrige kommuner, der indgår i Ny Hjørring Kommune, er knap så langt fremme med de pædagogiske læreplaner. Såvel Ole Albæk som de øvrige politikere i panelet mandag aften i Vendiahallen understregede, at der i dokumentationen og den efterfølgende evaluering ikke er tale om “fejlfinding”. Derimod skal der sættes ord på for at gøre pædagoger og institutionerne generelt bevidste om og opmærksomme på kvalitet og udvikling i arbejdet.