EMNER

Pædofil-dømte skal overvåges i svømmehaller

København, lørdag /ritzau/ Kriminalforsorgen har indskærpet, at når sexdømte fanger er i svømmehallen, så skal det ske under overvågning. Afsløringen af at pædofildømte fængselsindsatte kan opholde sig sammen med børn i svømmehallen uden opsyn, får nu kriminalforsorgen til at indskærpe fængslernes pligt til at holde øje med fangerne. Blandt de indsatte på det åbne fængsel Søbysøgård på Fyn er der også pædofildømte. De får jævnligt mulighed for at komme på besøg i den lokale svømmehal. Men optagelser, som Ekstra Bladet og TV2 har lavet i skjul, viser, at det ikke altid sker under opsyn af en ansat fra fængslet. - Da vi hørte om, at der var tilfælde, hvor pædofilidømte og sexkriminelle var i omklædningsrummene uden opsyn, skærpede vi straks proceduren. Hvis de indsatte skal i svømmehaller og sportshaller, så skal det være under opsyn, siger kriminalforsorgens vicedirektør, Anette Esdorf. Et af problemerne for Søbysøgård har tilsyneladende været, at der ikke altid var mandligt personale med på turene. - Vi har nu indskærpet over for alle vores fængsler, at enten skal de sende mandligt personale med, som kan gå ind i omklædningsrummene, eller også må de lade være med at køre, siger vicedirektøren. Hun formoder, at den samme problemstilling kan gøre sig gældende ved andre åbne fængsler over hele landet, og ikke kun er et problem for Søbysøgård. Men hun understreger, at de fanger, der kommer med på udflugterne til svømmehallen, er så langt henne i deres afsoning, at de alligevel har uledsaget udgang hver tredje weekend. - Men jeg kan godt forstå, at folk kan føle sig utrygge. Derfor skal vi være 110 procent sikre på, at de bliver overvåget, når de er af sted med fængslet, så vi er sikre på at undgå misbrug, siger Anette Esdorf. I fængselsvæsnet vil man meget nødigt droppe turene til svømmehallen, da de er led i de dømtes gradvise udslusning til samfundet. /ritzau/