Dronninglund

Pæn optimisme i Sparekassen

Overskud på 16 millioner kroner før skat

Bestyrelsesformand Højer Yde Skaksen aflagde på repræsentantskabsmødet på Dronninglund Slot bestyrelsens mundtlige beretning. 

Foto: Jørgen Ingvardsen
Bestyrelsesformand Højer Yde Skaksen aflagde på repræsentantskabsmødet på Dronninglund Slot bestyrelsens mundtlige beretning. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

DRONNINGLUND: Selv om Dronninglund Sparekasse er lokalt forankret, betyder det, der sker ude i verden, også noget lokalt. Derfor kom Højer Yde Skaksen i sin beretning på Dronninglund Sparekasses repræsentantskabsmøde også ind på Brexit og de mulige konsekvenser heraf for både briterne og for os, ligesom han også berørte valget af Trump i USA.

- Det var uventet og overraskende, og vi ved ikke, hvad det betyder for os, men vi ved, at det får betydning, sagde han.

- Der vil muligvis ske ændringer på handelsaftalerne, hvor der kan blive lagt afgifter på importerede varer for at beskytte amerikanske arbejdspladser. Man kan også med den nye præsident være bekymret for verdensfreden. Skal der sættes ild til noget, så bliver der sat ild, lød det fra formanden.

Også Grækenlands, ja, hele Sydeuropas dårlige økonomi og høje arbejdsløshedstal blev berørt.

- Det betyder for os, at man øger kravene for at styrke den økonomiske stabilitet, sagde han, hvorefter han i resten af beretningen beskæftigede sig med forholdene herhjemme.

- Økonomien er heldigvis så småt ved at komme i gang igen herhjemme, påpegede han og henviste til, at der nu sælges flere huse, ligesom arbejdsløsheden er lav. Alligevel kniber det med at få sat forbruget op.

- Vi ser i dag, at man taler om negativ rente. Det er bestemt ikke et sundhedstegn, men det er det, Nationalbanken gør for at sætte gang i væksten. Vi giver 0,65 procent for at have penge stående i Nationalbanken, og det kan naturligvis ses i vore indtægter. Desuden er lånelysten beskeden hos vore kunder, der bestemt ikke forventer at skulle betale for at have penge stående hos os. Vi har da heller ingen planer om det, men vi kan måske blive tvunget til at sætte den i 0, sagde han.

Om den teknologiske udvikling sagde Højer Yde Skaksen:

- Mobiltelefonen er og bliver fremtiden. Nu kan man lægge sine kort ind på mobilen og i stedet for at bruge kortet, bruger man mobilen. Den er blevet vores digitale tegnebog. Trods den moderne teknik, ønsker vi fortsat at være personlige og nærværende, men samtidig tilbyde de moderne, teknologiske løsninger, sagde han.

- Vi kom pænt ud af 2016 med et overskud på godt 23 mio. kroner før skat. Nedskrivningerne var på niveau med året før og er den største byrde. Det skyldes især, at landbruget fortsat er i krise. Heldigvis stiger mælkepriserne, og kødpriserne er også begyndt at stige, så landbruget ser lysere tider forude.

Konkurrencen om de gode kunder er hård, og det giver en lav rentemarginal. Udlånet er faldet med 80 mio. kroner, og kunderne sparer op og afvikler. Vi har fået 1.279 nye kunder og 310 nye garanter. Vi har nu i alt 6308 garanter, som får en rente på 5,25 procent. Det er en meget høj forrentning, understregede han.

Om forventningerne til det nye år sagde bestyrelsesformanden:

- Indtægtsgrundlaget er under fortsat pres, men konkjunkturerne er på vej op. Nedskrivningerne, forventer vi, vil falde, så vi ser optimistisk på fremtiden, sluttede Højer Yder Skaksen sin mundtlige beretning på repræsentantskabsmødet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden