Pæn Pontiac, ilter italiener og vanedannende Volvo

Bent og Inger Vinther Olsen samler på køreklare gamle biler

HJØRRING:Ferrari. Maserati. Porsche. Sig de tre ord til din mand, og han får det der helt specielle blik i øjnene, der overhovedet ikke har noget med dig at gøre. Desværre. Men sådan er det formentlig for mange mænd, når talen falder på de tre potente sportsbiler i praleklassen. Også hjemme hos Bent Vinther Olsen på Tørholmsvej, der netop har anskaffet sig en Maserati Mistral. Og selv om den elegante italiener er fra 1968, bliver blikket ikke mindre drømmende hos veteranbilsamleren. - Der findes kun en mere af slagsen her i landet, men den kan ikke køre, fortæller Bent Vinther Olsen om sin nyanskaffelse, som kører otte-ni km på literen af den blyholdige slags. - Og så kan farten komme op på 250 km/t. Ifølge papirerne, føjer han til med et hastigt blik på hustruen Inger. - Så hurtigt får han ikke lov til at køre, lyder det. Adgangsbil Det er ikke kun farten, fruen bestemmer over. Også ved købet af Maserati'en var Inger Olsen med. Parret havde længe talt om at købe endnu en veteranbil, og pludselig på en udstilling i Fredericia stod den der. - Jeg var tændt med det samme. Skulle blot lige tjekke, om mine ben kunne være i den, smiler Inger Olsen. Hun og Bent benytter bilen til at køre ud i det blå - måske med en madkurv, men altid med hunden på bagsædet. - Veteranbiler giver adgang til en hel række ting, som ikke er enhver forundt, siger hun med henvisning til besøg på en række herregårde og slotte over hele landet sammen med andre medlemmer af Dansk Veteranbil Klub. I foråret bød det på en tur indenfor på Christiansborg Slot, et optog gennem København med 75 veteranbiler samt et møde med racerkørerne Tom Kristensen og Jan Magnusson i Fælledparken. Og i denne weekend står den på Guldhornløb i Sønderborg i Maserati'en med deltagelse af Prinsesse Alexandra og Prins Joachim, mens turen til København foregik i Pontiac'en fra 1934. Den har været i famliens eje i mange år. Så mange, at de første brudepar, som Bent Vinther Olsen transporterede til kirke for længt har holdt sølvbryllup. Men også som skuespiller har Pontiac'en eller Al Capone-bilen optrådt i bl.a. Hjørring Sommerspil, da der stod Sound of Music på plakaten. Volvo Mens fru Inger er til den cremefarvede Pontiac med fornavnet Indian og en høvding som kølerfigur, er Bent Vinther Olsen også meget glad for sin gamle røde volvo varebil med firmalogo fra installationsforretningen. Den har fulgt ham gennem i 35 år. - Den arbejder stadig støt og roligt, og der har aldrig været rørt ved den, siger ejeren om sin Volvo 210 med henvisning til de få gange, det har været nødvendigt at åbne kølerhjelmen. - Og så har den stået ude alle årene, føjer volvoentusiasten til. I 40 år har han sværget til den svenske folkebil, og den Volvo stationcar 240, der netop nu er hans dagligbil - eller hundebil, som Inger kalder den - er den 12. volvo i familien Vinther Olsen, hvor fru Inger er mægtig glad for sin lysegrønne Volvo 240. - Volvo er bare det bedste, lyder svaret på den store trofasthed overfor netop det bilmærke. Mens Bent Winther Olsen for flere år siden slukkede den sidste lampe i sin el-forretning for at gå på efterløn, er volvo'en netop begyndt på sin tredje alder og er nu jævnbyrdig med familiens to andre veteraner, Pontiac med adskillige hædersmedaljer på bagen og Maserati'en af samme farve som dyr rødvin og efter ejerens mening den bedste i verden efter Ferrari. Formel 1 Og dyr er italieren i mere en end betydning. Dels koster en ny Maserati ifølge Bent Vinther Olsen 1,6 millioner kroner, skønt han ikke vil ind på, hvad veteranen står i. Dels brøler den ifølge fruen som et dyr, når nøglen tænder de seks cylindre.Den er designet af navnkundige Pietro Frua (1913-1983), der blandt mange andre bilmærker også har designet Lamborghini og Mercedes. Hans sidste arbejde var en Rolls-Royce Silver Spirit Limousine (ca. 1981). Allesammen satte han sin autograf på. Også Masarati'en, som oprindelig blev bygget som en Formel 1-racer. - Sterling Ross vandt formel 1 i en Maserati tilbage i 1956, fortæller Bent Vinther Olsen. Han glæder sig over, at der stadig er racer i den gamle bil. - Når man starter en almindelig bil på grus, bliver der to spor. I den her bliver der to huller. Grus er der ikke på familien Olsens parkeringsplads. Hullerne udebliver derfor, da Bent Vinther Olsen starter bilen og slår det nødvendige sving indover græsplænen, før han kan bakke den ind i garagen. Med gulvtæppe.