EMNER

Pæn ramme om solen

Nu er der udsigt til smukkere solnedgange over Nr. Lyngby, eller i hvert fald til smukkere omgivelser til at nyde solnedgangen over Vesterhavet.

Nr. Lyngbys Leader+projekt har været mange år undervejs, men nu er solnedgangspladsen ved nedkørslen til stranden endelig færdig, og den indvies på lørdag, 24. maj kl. 13. Det er en kreds af lokale ildsjæle, der har arbejdet for solnedgangspladsen, hvor både lokale beboere og turister kan opholde sig og nyde den storslåede udsigt over havet. Solnedgangspladsen erstatter den lidet attraktive raste- og affaldsplads ved nedkørslen til stranden. Den havde længe været en torn i øjet på Nr. Lyngby Borgerforening, da EU's Leader+projekt for nogle år siden gjorde det muligt at stable projekt solnedgangsplads på benene. Nr. Lyngby har kun 75 fastboende husstande, og set på den baggrund har der været tale om et projekt med en økonomi i en anselig størrelse. Projektets samlede økonomi på godt 700.000 kr. har fået stor opbakning fra alle sider. Foruden EU og Løkken-Vrå Kommune, har den lokale grundejerforening, lokale pengeinstitutter og Realdania bidraget til byggeriets gennemførelse. - Trods det store arbejde med at få finansieringen af projektet på plads har borgerforeningen, der har været projektets bygherre, hele tiden holdt fast i sit valg af arkitektur og materialer. Eksempelvis har det fra starten været et must, at pladsen blev anlagt med teglklinker og træspån, sådan som det oprindelig sås på klokketårnet i byen, oplyser projektleder Karen Skou fra Realdania. - Vi blev med det samme fanget af projektets idé om at ændre et forfaldent sted til et samlingspunkt for byens borgere - et sted, der kan understøtte sammenhængskraften i byen, siger Karen Skou. - Solnedgangs-pladsen er fint indpasset i forhold til stedets barske natur, og materialevalget er på fornem vis tilpasset stedet. Borgerforeningen har gjort et stort arbejde for at medvirke til at skabe grundlag for positiv livskvalitet i lokalsamfundet, roser hun. Selve projektet er tegnet af arkitekt Jørgen Ussing og stenhugger Klaus Unger er nu i færd med at udforme et solur til pladsen.