Pæne drenge var hærdede tyveknægte

Tyveri af alu-fælge og B&O-anlæg skulle skaffe hurtige penge

Aalborg 1. november 2002 07:00

FREDERIKSHAVN: Det var de pæne drenge, der stod fremstillet i retten i Frederikshavn tirsdag, anklaget for en lang stribe tyverier og villaindbrud. Drenge, der aldrig før har været i konflikt med loven, og som ikke manglede noget, men som lod sig friste af hurtige penge til merforbrug. En 19-årig og en 18-årig mand, begge fra Frederikshavn, turnerede gennem foråret og sommere rundt og stjal alu-fælge fra parkerede biler og B&O-anlæg, som den 19-årige vidste, hvor de kunne finde. Ifølge kammeraten fordi han var ansat hos Fona og vidste, hvem der havde købt de dyre sager. Det protesterede han højlydt imod, og med et surt sideblik til sin medskyldige forklarede han, at tingene var stjålet hos forældrenes venner. Det var derfor, han vidste, hvor de fandtes. Blandt andet havde han ofte passet kæledyrene hos en af de familier, de brød ind hos. Og der havde han bemærket det dyre udstyr. Selvbevidst og med en mine, som var situationens alvor ikke rigtig gået op for ham, blandede den 19-årige sig gang på gang i samtalen, når forsvarsadvokaterne og dommeren diskuterede erstatningskrav. Men han rakte pænt fingeren i vejret, før han sagde noget. Faktisk viftede fingeren i luften det meste af tiden under den temmelig lange retssag. Bevæbnet med en stak udskrifter fra internettet forsøgte han at dokumentere, at de stjålne genstande umuligt kunne være så meget værd, som der stod i anklageskriftet. Hans forklaringer fulgtes af højlydt sukken og rullende øjne på tilhørerbænken, hvor en hel flok mennesker havde taget plads. Det var folk, der havde været udsat for de anklagedes hærgen og derfor selv havde erstatningskrav mod dem. - De to unge mænd er velkomne til at hente fælgene, udbrød en af tilhørerne. Dyre alu-fælge var blandt favoritterne, når de var på togt. Den gavmilde tilhører, der er ejer af en Alpha Romeo, havde også haft besøg, men hos ham lykkedes tyveriet ikke. Bilen faldt ned af donkraften, og fælgene blev ødelagt. Uheldige helte I det hele taget var de to tyve ikke altid lige heldige med deres forehavender. Efter et indbrud i en villa på Solvangen, hvor udbyttet var en bærbar pc og et B&O-anlæg, lykkedes det at sælge computeren. Resten af udstyret havde de på forhånd afsat til en kammerat i Aalborg, der skulle betale 2000 kroner. Han fik varerne, men pengene så de to aldrig noget til. Næste gang, de havde udset sig en villa at bryde ind i - det var på Kapellavej - fik de ikke noget udbytte. De skar en rude ud og kravlede ind. Så gik tyverialarmen, og de uheldige helte flygtede. Ved en anden lejlighed kørte de i grøften på vej til et indbrud på Bakkevej og måtte have fat på Falck. - Et par dage efter kørte vi derop igen og tømte huset, berettede de. Et forsøg på tyveri af fælgene på en BMW i Jerup blev der heller ikke noget ud af. Også her gik tyverialarmen i gang. Endelig havde de deltaget i et tyveri af tomme flasker hos Martin. Noget under deres sædvanlige niveau. Men en ansat så det, og de satte kasserne tilbage. Fortrydelse Lidt anger var dog at spore hos den selvsikre 19-årige. - Ja, hvorfor fanden gjorde jeg det? Det var vel penge og spændingen. Jeg mødte en rod, der førte sig frem med penge, forklarer han, der betegner sig selv som en, der kommer fra et hjem med klaver. Han bedyrer, at han ikke længere har nogen kontakt med de mennesker, der fik ham ud i uføret. Han blev idømt fem måneders fængsel, der blev gjort betinget af at han udfører 100 timers samfundstjeneste inden for et år, og med en prøvetid på to år. Den 18-årige slap med fire måneders betinget fængsel.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...