EMNER

Pænere indkørsel til Pandrup

Mur af efeu, egetræer og granitsten skal forskønne indfaldsvej

PANDRUP:Når bilister drejer fra Omfartsvejen for at køre ind mod Pandrup ad Lundbakvej, er det ikke et særligt køn syn, der møder dem i dag. Nøgne flagstænger og et skilt, der byder "Velkommen til Pandrup" har i flere år stået på det grønne areal på hjørnet, men nu skal området forskønnes. Det mener udvalget "Den Grønne Gruppe" under Pandrup-Gruppen, der blev etableret for at give Pandrup en ansigtsløftning. - Folk skal have en pæn oplevelse, når de kører ind til byen. Vi har valgt netop det område, fordi det er der, at flest mennesker kører ind til Pandrup, siger Verner Nørgaard fra det udvalg, der arbejder med planerne om at gøre området kønnere at se på. På hjørnet af Omfartsvejen/Lundbakvej vil initiativtagerne fjerne det eksisterende flagarrangement og erstatte det med en grøn mur bestående af et såkaldt rionet beplantet med efeu. Foran den grønne mur skal der anbringes fire-fem slanke granitsten, og bag den grønne mur af efeu skal der plantes 12 egetræer. Hensigten er at etablere en grøn portal ind til byen. Efeu er grøn hele året og på længere sigt vil egetræerne naturligvis også komme til at dominere området, når det kommer til at danne baggrund for den grønne mur. Verner Nørgaard forklarer, at løsningen eventuelt kan bruges andre steder ved indfaldsvejene til kommunens byer. Hvis der er tilstrækkelig opbakning til forslaget, vil løsningen kunne fungere som en slags fællesnævner for vejene ind til eksempelvis Saltum, Ingstrup og Hune. Kommunal støtte Verner Nørgaard slår fast, at projektet endnu ikke er endeligt vedtaget. Ideen skal godkendes i hele Pandrup-Gruppen, men grundejerne i området og Pandrup Kommune har allerede vendt tommelfingeren opad for projektet. - Vi skal have fundet ud af, hvad det koster, og hvor pengene skal komme fra, men jeg mener, at det må være en økonomisk overkommelig opgave, siger Verner Nørgaard. På teknik- og miljøudvalgets seneste møde tog politikerne godt imod forslaget, som blev godkendt. "Det Grønne Pandrup" anmodede også om hjælp til udførelsen af projektet og efterfølgende græsslåning, når området skal vedligeholdes. Teknik- og miljøudvalget besluttede, at kommunen vil yde tilskud til etableringen med et beløb, der ikke overstiger 10.000 kr., og at der foretages græsslåning et par gange om året. - Vi vil gerne være med til at forskønne området. Jeg tror, det vil komme til at se godt ud og håber, at det bliver gennemført, siger formanden for teknik-og miljøudvalget, Søren P. Mortensen (S).