Pænt farvel til byrådsprofil]

Lokalpolitik 12. juni 2003 08:00

DRONNINGLUND: Byrådets sidste møde inden sommerferien onsdag signalerede et farvel til én af kommunalbestyrelsens mest vellidte skikkelser. Det var SF’s Benny E. Karlsen, der til september overtager hvervet som ny formand for SiD Dronninglund - et job, der i SF’erens øjne er uforeneligt med et medlemskab af byrådet. At Benny E. Karlsen nyder anseelse blandt de nu forhenværende byrådskolleger blev tydeligst illustreret af borgmester Mikael Klitgaard (V), der i en lang hyldesttale til den enlige SF’er i byrådet slog fast, at Benny E. Karlsen vil blive savnet i byrådet. Dette skyldes ifølge borg-mesteren blandt andet, at Benny E. Karlsen altid har været seriøs i sin sagsbehandling, og selv om Mikael Klitgaard vedkendte sig ikke altid at være enig med SF’eren, så roste han også Benny E. Karlsen for at udvise mod, når det gælder de til tider upopulære beslutninger - og for at udvise forståelse for den overordnede prioritering og de samlede byrådsløsninger. - Derudover er du også rar at være sammen. Vi har et godt kammeratskab, som jeg i øvrigt synes, at det er kendetegnende for hele byrådet, tilføjede Mikael Klitgaard, inden byrådet kvitterede for dén hyldesttale med en klapsalve.]

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...