Pænt fremmøde på fodboldbanen

RANUM:Det første pust af forår havde lokket en pæn del til fodboldbanerne ved Ranum Hallen, hvor Team Midtfjord i weekenden havde standerhejsning. Team Midtfjord er fusionen på seniorplan mellem Vindblæs Boldbklub og I.K. Vest Fodbold. 31 seniorer var mødt samt en flok junior- og ungseniorspillere. Klubformand Birgit Ulltveit-Moe hejste flaget sammen med serie 4-holdets anfører AndersPedersen. Efter en let gang træning var der suppe i klubhuset, hvor Vindblæs-formand Alex Pedersen og Christian Ulltveit-Moe fra I.K. Vest fortalte om forventningerne til den nye sæson. Ønsket er blandt andet et større klubliv, hvor alle hjælper alle. Herefter fortalte klubbens træner Allan Kristensen om forventningerne til førsteholdet i serie 4, hvor det gerne skulle blive til en plads blandt de fire bedste i kredsen. Han præsenterede den nye holdleder, Jesper Toft, samt målmandstræner Per Fragtrup og serie 5’s holdleder Sonny Ibsen.