Painted Green spiller international folkemusik på Musikcafeen

} FARSØ: Skotsk, irsk, engelsk, nordamerikansk og skandiavisk folkemusik. Repertoiret spænder vidt, når bandet Painted Green spiller, og det gør de i Musikcafeen i Farsø torsdag 27. oktober, oplyser Jonna Michelsen fra Musikcafeen. Painted Green er et dansk-tysk band, hvis medlemmer har spillet sammen siden marts 2001. Bandnavnet er et citat fra en af sangene fra repertoiret: "Lukey's boat is painted green" - en sang, der stammer fra New Foundland. Farven grøn forbindes med keltisk kultur, og bandnavnet henviser til dets musikalske udgangspunkt - og da ingen af musikerne har keltiske rødder, er den grønne farve malet udenpå - "painted green". Instrumenteringen er akustisk guitar, mandolin, bas, bozouki, irsk tromme, violiner, irske fløjter og banjo, og centralt i det hele står sangen. Painted Green har i årenes løb spillet i talrige sammenhænge nord og syd for grænsen. Det gælder private fester, folk-arrangementer, musikcafèer, irske aftener, værtshuse og ikke mindst i forbindelse med Tønder-festivalen.