Pajero er til det hele

Mitsubishis firhjulstrækker med verdens største fire cylindrede diesel er komfortabel på motorvejen og en sand mester, der hvor asfalten slipper op

Jens Sønderup
Mit­su­bis­hi Pa­je­ro har i ny­este af­tap­ning fået en mere mo­der­ne og min­dre fir­kan­tet front. Foto: Gre­te Dahl
Biler 2. september 2007 06:00

”Big is better”, siger amerikanerne. Og ikke mindst når det gælder biler. Derfor må Mitsubishi Pajero være rigtig god. Den er nemlig stor. Særdeles stor. Kampklar vægt er 2,2 ton og fra kofanger til kofanger måler den knap fem meter, men bort set fra at den fylder rigeligt i byens parkeringsbåse, er den overraskende nem at håndtere. Bl.a. takket være formidabelt udsyn, automatgearkasse og lastbilstore sidespejle. Selv om den ny Pajero bilteknisk er lysår fra den første model, der landede i Danmark i 1982, er det stadig en ægte terrænbil. Ligesom dens stamfar var bygget til at tage kampen om med hardcore firhjulstrækkere som Land Rover og Toyota Landcruiser er den ny Pajero også i sit es, når der tonses gennem mudder eller forceres skrappe stigninger ude i terrænet. Mitsubishi’en kravler op ad stigninger helt op til 35 grader - det er rigtig meget - og den klarer vanddybder op til 70 cm, så den giver terrænmesteren Land Rover Defender kamp til stregen. Under normal kørsel trækker Pajero’en kun på baghjulene, men når terrænet kræver det, kan man enkelt og nemt via en drejeknap slå firhjulstrækket til - og som supplement, når det virkelig gælder, har den store muddertonser lavgear og spærredifferentiale. Men imponeres man over Pajeroens evner off the road, ja, så gør man det næste lige så meget på asfalten. Sæt fartpiloten, der er standard, på 110 eller 130 km/t, og cruise særdeles komfortabelt af sted på motorvejen. Trods sin størrelse er støjen fra vinden mindre end i mange personbiler, ligesom støj fra dæk og motor er stærkt begrænset. Trækkraften består i øvrigt af verdens største fire cylindrede diesel. Den er på hele 3,2 liter, yder 150 hk og et moment 373 Nm ved 2000 omdr. Uden direkte at imponere opleves maskinen i praksis som passende til Pajero, så er man først bag rattet i den store skude, er det svært at slippe igen. Man kommer hurtigt til at holde af at køre Pajero, hvori man sidder fremragende i store lædersæder, ligesom kørekomforten er høj, udstyrslisten lang og udsynet formidabelt. Og med en følelse af uovervindelighed, hvis asfalten måtte slippe op, så jo, i dette tilfælde gælder amerikanernes ”Big is better”...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...