Pakhusmenu á la Ørkenens Sønner

Stegt flæsk, persillesovs samt en lang række lokale kunstnere sørgede for succes ved første pakhuskoncert

HOBRO:Sort undertøj og champagne er både dejligt og belejligt, men når mændene virkelig skal benov's - så er det stegt flæsk og persillesovs. Den sandhed blev publikum i Det Røde Pakhus gjort bekendt med - og stegt flæsk og persillesovs var da også Pakhusmenuen, da Visegruppen lørdag kunne invitere til den første af fire sommerkoncerter i Det Røde Pakhus. Sandheden fik publikum af den lokale afdeling af Ørkenens Sønner - den såkaldte Hobro Storkreds - og kender man til hovedlogen, bestående af Søren Pilmark, Asger Reher, Henrik Kofoed og Niels Olsen, så må man sige, at den lokale afdeling absolut ikke står tilbage for hovedlogen. Da de fire "brødre" fra Hobro Storkreds gik på scenen iklædt smoking og fez så var det bestemt ikke børnesange, de præsenterede publikum for. Men sådan skal det heller ikke være, når det er Ørkenes Sønner, så allerede fra begyndelsen var tonen lagt - under bæltestedet - og der blev den, mens de fire var på scenen, til jubel og krav om ekstranummer fra publikum. Blandt de gæster, som var kommet til Det Røde Pakhus for at nyde både stegt flæsk og musik var Fritz Klok og hans hustru Lisbeth Klok samt Aliz Roslin, og også de udtrykte tilfredshed med menuen. - Det smager dejligt, lød de enstemmigt fra de tre, som også var kommet for at høre musikken. - Vi skal jo bakke de lokale arrangementer op her i Hobro, udtalte Fritz Klok, og man må sige, at trekløveret på netop denne dag absolut gjorde deres pligt på det område - de kom nemlig lige fra Bies Gård, hvor de havde hørt Souvenirs spille til Lørdagssjov, og derfra gik de ned i Det Røde Pakhus. Her kunne de så i løbet af eftermiddagen og aftenen hører mere musik - nemlig Hobro Rytmiske Kor, Elmer og Banelegemet, uddrag af den Gustav Winckler-musical, som blandt andet Sven Wortmann optrådte med i Det Røde Pakhus, da Hobro var Kulturkommune samt Ever Tech Unplugged. Og så skulle Handest Småborgerlige Sangkor også have været i pakhuset, men de havde meldt afbud - efter sigende fordi de ikke kunne lide deres navn. I stedet kom To Basser med Fyld, og - forundeligt nok - var det samme besætning som sangkoret i Handest. - Og de har også tyvstjålet det småborgerlige kors repertoire, lød det med et grin fra Sven Wortmann, som udover at være med i Ørken-logen også er aktiv i Visegruppen, som står for sommerkoncerterne i pakhuset. Lørdagens koncert var den første i en række på fire koncerter. De øvrige koncerter er 29. juli, hvor man kan høre Benny Holst, 26. august kommer Ib Grønbæk og 16. september slutter Niels Skousen sommeren med en koncert i Det Røde Pakhus. Men de sidste tre koncerter er alle kun aftenkoncerter - og uden flæsk.